Sprængstofkompaniets Chef gav et forbauset
Udraab fra sig.
Foruden ham og Asbjørn Krag befandt der sig tre Personer i Værelset.
Henne paa en Chaiselongue med Bind om Hodet laa den syge Ingeniør.
Ved Bordet med en Mængde Papirer foran sig sad de to Tyskere.
Alle tre saa paa de Indtrædende uden Spor af Forbauselse. Det var ligesom deres Komme var ventet.
Direktøren gik et Skridt tilbage mod Døren igjen, men Asbjørn Krag stansede ham.
— Sæt Dem, sa han, saa faar vi tale sammen.
Sprængstofkompaniets Chef rev sig løs fra Krags Greb og styrtede mod Døren. Men Døren var stængt. Da han igjen vendte sig om skjælvende af Bevægelse, smilte de to Tyskere. Ikke en Mine forandrede sig i Elsasserens blege Ansigt, men hans sorte Øine flammede af Had mod Direktøren.
— Et Komplot! raabte Direktøren og begyndte at famle i Lommeme efter sin Revolver. Han fandt den ikke.
— Er det den De leder efter? spurgte Krag og holdt en Revolver op. Det var Direktørens Vaaben.
— Tror De jeg for intet har gaaet og holdt Dem under Armen den hele Tid, fortsatte han.
