Krag traadte hurtig lige hen til den Syges
Leie. Og virkelig: Der fandtes intet Saar eller
andet, som kunde tyde paa, at der var rettet
noget dræbende Slag mod den ulykkeliges
Hoved.
„Og dog er han tumlet voldsomt om ved Sengekanten,“ sa Detektiven. „Hvordan vil doktoren forklare os dette?“
„Kan det ikke tænkes, at han er blit saa forskrækket over, hvad han saa, at alene det ..?“
„Nei,“ afbrød Detektiven, „det kan ikke godt tænkes. Rentier Berg var en koldblodig, kraftig Mand med Jernnerver. Han vilde ikke bli forskrækket ved at staa Ansigt til Ansigt med Indbrudstyve.“
„Vel,“ fortsatte Lægen med Bestemthed, — „saa maa han ha seet noget uanet frygteligt inat.“
Doktoren saa spørgende paa Politimanden og fortsatte:
„Hvad i al verden er det, som er foregaaet her? ....“
— — —
Den næste Dag bragte Aviserne med svære Overskrifter Meddelelsen om Røveriet hos Rentieren.
Det blev fastslaaet, at den berygtede Tyvebande igjen havde været paafærde.
En Avis skrev bl. a. følgende:
„Det er os en Tilfredsstillelse at kunne meddele Kristianiabefolkningen, der ved de sidste
