niets Chef henvendte sig for to Dage siden til mig for at søge min Hjælp mod Fabrikens Fiender. Jeg indrømmer, at det i Begyndelsen lykkedes ham at dupere mig, men ved et merkeligt Tilfælde fik jeg Mistanke om Sagens rette Sammenhæng. Det var mig allerede fra første Stund paafaldende, mine Herrer, at De la saa lidet Skjul paa Forfølgelsen af Direktøren. De optraadte som Mænd, der tjente Retfærdighedens Sag, De ventede aabenlyst udenfor mit Hjem i Droschen, og da Direktøren og jeg kjørte derfra, fulgte Herrerne efter uden at lægge Skjul paa, at De vilde konstatere, hvad vi havde i Sinde. Saasnart De bragte paa det Rene, at Direktøren deponerede Kufferten med Papirerne i Creditbanken, havde De ikke længer nogen Interesse af Forfølgelsen den Dag og forsvandt derfor. Mod Deres merkelige Rolighed, mine Herrer, stod Direktørens paafaldende Uro den hele Tid. Men han forklarte, at hans Nervøsitet skrev sig fra, at han var bange for Fabrikens og Fabrikationshemmelighedens Sikkerhed, ja, endogsaa for sit Liv. Min Mistænksomhed vaktes derfor ikke før nogle Timer senere, nemlig nede paa Vestlandsbaaden.
Jeg havde anmodet Direktøren om at indfinde sig paa Baaden i betimelig Tid. Da jeg ankom, fandt jeg Forfølgerne, men ikke den Forfulgte. Jeg la Merke til, at De, mine Herrer, var ligesaa forbausede over Direktørens Udebliven, som jeg. Da jeg, efterat ha sprunget iland fra Postbaaden
