— Ganske rigtig, svarte Asbjørn Krag, og jeg
har faaet fat i ham. Hr. Direktør, jeg anklager
Dem for Mordforsøg paa Elsasseren.
— Mig, sa Direktøren, ... virkelig!
Han lo haanlig, men hans Øine flakkede hid og did fulde af Fortvilelse.
Kristiania-Detektiven henvendte sig nu til Direktøren:
— De vil erindre, sa han, at jeg for en Time siden, efterat jeg havde dikteret Dem Dokument Numer 3, optraadte paa en saadan Maade, at Deres Mistanke pludselig blev vakt. De reiste Dem da saa hurtig, at Stolen faldt overende. Dette gjorde jeg med Hensigt. Jeg vilde, at De skulde tænke ved Dem selv: Kanske alligevel Asbjørn Krag har fattet Mistanke. Jeg vilde ha Dem til at forsøge paa at rydde afveien Beviset, det endelige Bevis, jeg vil kalde det Hovedbeviset. Kjære Hr. Direktør, fortsatte Krag, idet han hurtig greb Pakken, som Direktøren havde baaret under Armen, da jeg traf Dem herudenfor, var De paa Veien ned til Sjøen, ikke sandt? For at nedsænke denne lille Pakke. Husker De Fodsporet med Merkerne efter de tre Nudder ovenfor Hul veien, Hr. Direktør?
Han rev Pakken op.
— Ah, jeg ser, at De ogsaa har lagt en tung Sten i, saameget destobedre.
Detektiven havde nu faaet Papiret af og holdt etpar amerikanske Herrestøvler iveiret.
