Assessoren ledede Samtalen ind paa Røveriet
hos Rentier Berg, som havde bedrøvet alle hans
mange Venner i særdeles Grad.
„Hvem skulde ane en saadan Hændelse med vor gamle, hæderkronede Rentier,“ sa Advokaten. „Jeg var sammen med ham igaar hos Statsraadinden. Han var oprømt og glad og elskværdig som sædvanlig. Stakkars Mand!“
„Ja, vi savner ham her blandt os idag,“ indskjød Assessor Helgesen. „Han bragte al tid godt Humør med sig, han ogsaa.“
„Jeg forstaar ikke,“ sa Skibsrederen, idet han kastede et Blik ind i Værelset ved Siden af, hvor Politimesteren stod i Samtale med Husets unge, smukke Frue, „at sligt noget kan foregaa i denne vor høist fredelige og bedsteborgerlige By.“
„Hys, hys,“ truede Advokaten, „Argussen derinde vil nok tilslut spore Kjeltringerne.“
„Jeg forlanger ikke meget,“ svarede Skibsrederen alvorlig, „men saa meget forlanger jeg dog, at slige Forbrydelser ikke Gang paa Gang skal foregaa uden at Politiet faar et eneste Spor af Slynglerne. Forholdene er dog ikke saa uoverkommelig store her i Kristiania.“
„Nei, ved De hvad, kjære, jeg tror at vide“ — Assessoren trak paa det, som om han betænkte sig paa at betro en saa dyb Hemmelighed — „at Politiet nu har et Spor. Man mener, at det er nogle gamle Bekjendte, som Lovens Arm har truffet mange Gange før.“
