„Nei, hør nu, mine Herrer,“ indskjød Advokaten,
„Forbrydere af den Slags inden Kristianiasocieteten
— ved Dere hvad, det er dog for eventyrligt.“
„Det er ofte det eventyrligste, som tilslut viser sig at være mest dagligdags og almindelig,“ svarede Konsul Bjørn med et Smil.
Samtalen drev derpaa ind paa noget andet. „Apropos,“ var det en af Herrerne, som sa, „hvor blir der af vor Ven Guldmanden idag? Det er igjen Norskamerikaneren,“ tilføiede han, henvendt til Konsulen; „den Herre strør nemlig Penge ud som Sand. Han har vistnok tjent en kolossal Formue derover i det vilde Vest.“
„Tar jeg ikke feil,“ svarede Assessoren, idet han vendte sig mod Døren, „saa er det ham, som netop kommer!“
En høi, elegant Herre traadte ind. Han blev modtat med glade Velkomstraab fra alle Kanter. Det var en alvorlig, noget bleg Mand med kulsort Haar, som var kjæmmet glat ned og fremover begge Tindingerne. Hans mørke Øine lyste af Skarphed og Intelligens.
Flere af de andre Herrer trykkede ham i Haanden, og der faldt nu og da gemytlige Ytringer, som alle tydede paa Amerikaneren Mr. Nelsons Popularitet i Selskabet. Af Advokaten blev han ogsaa præsenteret for Konsul Bjørn med en spøgende Bemerkning om, at Mr. Nelson i Kon-
