Da han igjen begyndte sin Vandring, tog han
det mere mageligt, gik endnu langsommere og med
Hænderne paa Ryggen.
Detektiven havde straks en Slutning færdig.
„Stevnemøde,“ tænkte han, „og til fastsat Tid. Og han vil ikke komme fortidlig, derfor gaar han langsommere.“
Krag var næsten overbevist om, at Tjeneren skulde hen og besøge den amerikanske „Guldmand“, hvis Villa han vidste laa ude ved Skillebæk. Han blev derfor meget forbauset, da Tjeneren slentrede forbi Huset, uden engang at se op mod Vinduerne.
Lige udenfor Amerikanerens Hus var der Sporvognsholdeplads. Paa den Bænk, som her stod til Afbenyttelse for det ventende Publikum, laa der en sammenkrøben Skikkelse med Hodet begravet i Armene.
Den blegfede Tjener tittede bort paa Skikkelsen, og Krag, som imidlertid travede ligegyldig afsted paa den anden Side af Gaden, hørte ham mumle nogle medynksfulde Ord.
Detektiven smilte.
„Han skulde bare vide,“ tænkte han, „at det er en af vore Sporhunde, som ligger der og passer paa, hvad der foregaar i Amerikanerens Hus.“
Efter at ha gaaet endnu et Par Minutter, dreiede pludselig Tjeneren af tilhøire og slog ind paa Benveien til Rentier Bergs Villa.
