paa Gulvet og dannet en stor Pøl. Græff’s Ansigt udtrykte endnu i Døden den høieste Grad af Skræk og Afsky.“
„Der var naturligvis Spor efter Kamp i Værelset?“
„Ikke det allermindste. Det saa ud, som Græff havde siddet der i Stolen, seet Manden komme ind og taalmodig tat Dødsstikket uden at hæve en Finger til Forsvar for sit Liv.“
„Besynderligt,“ mumlede Detektivchefen, „besynderligt ...“
Krag sad hensunken i dybe Tanker.
Konstabelen fortsatte:
„Jeg aabnede straks et Vindu og tilkaldte et Par Konstabler, senere kom der yderligere tre til, saa nu er der ialt forsamlet fem Konstabler i Gaarden. Imidlertid begyndte det at bli noksaa livligt deroppe. Endel af Leieboerne var blit vækket ved Husholderskens Rædselsskrig og kom nu løbende for at faa Rede paa, hvad der var iveien. Det var kun med stort Besvær, jeg fik dem til at holde sig i Ro i sine Leiligheder. Hvad Deres Værtinde angaar, saa var hun en Besvimelse nær og maatte straks lægge sig.“
„Intet er vel forandret deroppe?“ spurgte Krag.
„Nei, selvfølgelig ikke,“ svarede Konstabelen. „Alt er, som da Manden forlod Stedet, med Undtagelse af, at jeg har lagt et hvidt Klæde over den Dødes Ansigt. Konstablerne holder Vagt i
