som det falder sig. De uforbederlige Drukkenbolte, som gaar omkring om Dagen og drikker op i Drammer, hvad de har tigget sammen „til Nattelogi“. Lazzaronerne, Omstreiferne, som bestandig har havt Hus i hver Busk. Gamle, graaskjeggede, krokede Mænd, yngre Mænd og rene Gutunger, som dog allerede har saa og saa mange „Gange straffet“ paa sit samfundsborgerlige Rulleblad.
Om Dagen har alle disse Mennesker været paa Omstreiferfærd i Byen. De har drevet omkring paa Torvene, Bryggerne, ved Jernbanestationerne, overalt i Haab om at faa en eller anden Job. Nogle har tat sig smaa Afstikkere op i Trappeopgangene for at spørge om: „Er det her, Hansen bor?“ Eller rettere sagt for at se efter, om ikke en Familie skulde være ude og ha lagt Nøglen under Dørmatten. Andre har klemt sig ind i tætte Folkesammenstimlinger for at faa Anledning til at fingre lidt ved Godtfolks Lommer. Der har været tusen Ting at forsøge sig paa, mange Virksomheder at gribe ind i, som bestandig i en stor By, hvor Livet pulserer sterkt i de faa Høsttimer, da der er Dagslys.
For nogle er Dagen lykkedes i mere eller mindre Grad. De har været heldige med at faa en Job, med at tigge sammen nogle Skillinger, eller de har faaet kvartet nogen Sager, som de har faaet pantsat. Og disse enkelte Lykkelige fylder da de smaa, sjofle Kneiper med Støi og
