Tilslut kom Mændene frem til selve den store
Ovn. Først blev de staaende og lytte en Stund,
men da de ikke merkede noget mistænkeligt, tog
den yngste af de to en skidden Planke og la
den paa skraa langs Siden op til Ovnen. Paa den
Maade fik de kravlet sig til Kanten af Murovnen.
Denne var dækket af et vældigt Skraatag af Træ,
der hang langt udover. Mændene fandt frem til
et Sted i Taget, hvor der var brudt op et Par
Bord, og derigjennem slap de ind.
Den store Teglverksovn var helt rund som en omvendt Kasserolle, bygget af haard Sten og cementeret. Stenen var endnu ganske varm efter Brændingen de foregaaende Dage. Ned fra det glisne Skraatag dryppede nu og da Vand, og der havde dannet sig smaa Pytter i Cementeringens Fordybninger:
De to Mænd krøb hen til Ovnens midterste Del, der var varmest. Først hørte de ingenting; men da de havde ligget der en liden Stund, begyndte det at hviske omkring dem. Lidt efter kjendte den yngste af Mændene en kraftig Haand, som greb ham i Skulderen.
„Hvem er det?“ spurgte en grov Stemme i Nærheden.
„Det er Isak og Reinert,“ svarte Gamlingen med det sorte Skjeg.
Der kom nok en formummet Skikkelse krybende, saa der blev ialt fire med de to Nyankomne. De satte sig tæt sammen. En af
