dernede. En halv Times Tid efter kom Lufferen krybende hid ind paa Verket. Han var da endda mere fuld, men forslaaet og blodig. Siden har han ligget og sovet derborte. Snorket som en Gris. Andre end den Lazzaronen og den Kjærringen findes her ikke.“
Manden med det svarte Skjeg syntes at finde disse Oplysninger tilfredsstillende. Han grov en Pibe frem dybt nede fra Lommen, fyldte den langsomt og omhyggelig med Tobak og tændte den.
Idetsamme udstødte han en hæs Strubelyd, som skulde bety Latter, og udbrød:
„Naa yes, vi har nok hængt en gale Mand“. Gloen fra Fyrstikken lyste op i hans Ansigt. Med den store Mund, de gulgrønne, stikkende Øine og den sterke Haarvekst mindede han ikke saa lidet om et Rovdyr. Og som han nu nød sin Pibe, skede ogsaa det med en svag Knurren af Velvære.
Mændene flyttede sig endnu tættere sammen og begyndte at hviske om sidste Dages Bedrifter.
