Derefter krøb han forsigtig frem over Ovnen,
luskede afsted paa myge Klør og følte sig for
med Hænderne.
Han stødte først paa den drukne Lazzaron og lod Skjæret fra Blændlygten skinne ham lige i Ansigtet.
Lazzaronen sov tungt og fast. Det var et ældre, fordrukkent Menneske, klædt i fillede, smudsige Klær. Hans Ansigt bar Merker efter Næveslag, og Blodet fra et Slag over Næseroden havde sølet ham græsselig til.
Isak ruskede haardt i ham; men den sovende bare brummede, vendte sig om og sov tungt videre. Da lod Gamlingen ham ligge ifred og luskede tilbage til sine Kamerater.
Saa gik der yderligere en halv Times Tid, hvorpaa Isak atter gav Signalet. Lige efter hørtes der en let Larm udenfor Aabningen i Taget. De fire Mænd sad urørlig, turde ikke engang trække Aande. De hørte et Menneske krybe gjennem Aabningen. Straks efter blev det stille.
„Det er ham,“ sa Isak ganske høit.
Idetsamme oplystes Rummet ved Skjæret af en sterk elektrisk Blændlygte. Men den slukkedes snart igjen.
En Stemme spurgte:
„Alt i Orden?“
„Alt i Orden!“ svarte Isak.
„Er vi alene?“ spurgte Stemmen igjen, denne Gang sagtere.
