Hans Ord hilsedes med en tilfreds Mumlen.
„Jeg trænger adskillige tusen Kroner nu. Der vil falde betydeligt af paa eders Part ogsaa. Nu skal I høre ....“
Pludselig stansede han. De andre kvak i.
Lazzaronen havde foretat en Bevægelse, ligesom han var ifærd med at vaagne.
Hurtig som Lynet var Isak henne hos ham og bøiede sig over ham, men han blev snart beroliget. Lazzaronen sov videre med en Snorken, som er eiendommelig for sterkt drukne Mennesker.
Isak vendte tilbage til de andre.
Den Nyankomne fortsatte:
„Skulde nogen komme os iveien, ved nok du, Isak, hvorledes du har at forholde dig ..! Men,“ la han til, „vi er alligevel for faa til dette store Kup. Jeg trænger endel flere Trofaste.“
„De kan nok hurtig skaffes,“ sa Reinert.
„Forhaabentlig.“
„“Jeg behøver bare at gi dem et lidet Vink,“ fortsatte Tateren.
„Og hvad skulde det være for et Vink?“
„At de kommer til at tjene under Greven af Oslo. — En saadan Anfører vil Alverdens dristige Mænd flokkes om,“ la han næsten begeistret til.
„Du tror det,“ sa den Nyankomne eller Greven af Oslo med en viss Munterhed. „Og de skal heller ikke angre paa det,“ la han til alvorligere.
