Manden saa forbauset paa ham, men Detektiven
lo venskabelig og klappede ham paa Skulderen.
„Hei, Kamerat,“ raabte han, „endelig finder jeg dig igjen.“
„Jeg kjender dig ikke,“ sa Manden, som Krag paa denne kameratslige Maade tiltalte.
„Jovist kjender du mig,“ svarte Detektiven. „Vi var da meget sammen, før du kom innafore for tre Aar siden. Er det ikke du, som heder „Ladden“ da?“
„Jo,“ svarte Manden med sit bredeste Smil. „Det har sin Rigtighed; men jeg kan sandelig ikke huse ...“
„Nei, du havde jo saa mange Bekjendte i den Tid,“ svarte Detektiven og forsøgte at lade, som han var stødt. „Jeg husker dig godt jeg. Det var et fint Kup, du gjorde dengang, jamen var det saa. Skammelig at Politiet kom saa fort paa Sporet.“ „Ladden“ nikkede. Han følte sig tydeligvis smigret.
Krag kjendte ham godt. Det var en netop løsladt, farlig Forbryder, og han forfulgte sin Plan ved her at indlede Bekjendtskab med ham. Efter nogle Minutter tøede „Ladden“ op, og da Detektiven forklarede, at ogsaa han var sluppet ud fra et Ophold „innafore“ og netop nu havde endel Penge paa sig, blev de snart fuldblods Venner. Der kom flere og flere Drikkevarer paa Bordet, og Bølgerne begyndte at gaa høit.
