Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/102

Denne siden er korrekturlest

loven tilsiger, og have stævnt hende i det seneste den lørdag, da tre uger ere igjen af fasten.^[1]

Ovenstaaende fremstilling vil have vist, hvorledes vi tro at kunne bringe den orienterende tanke frem af Gul.lovens uklare bestemmelser om vitterlige løsningssager: skiladómsbehandlingen er efterhaanden trængt ind paa et omraade, hvor den oprindelig ikke hørte hjemme. Ved denne tolkning vinde vi at kunne føre ogsaa disse søgsmaal tilbage til de samme grundregler, som ved de andre vitterlige sager gjorde sig gjældende, og vi vinde, hvad der for fortolkeren er hovedsagen, en tilfredsstillende forklaring over vor retskildes usikkerhed. Det er nemlig klart, at en udvikling, der brød med en saa stærk retstanke, som skjelningen mellem dómssager og vitterlige sager i den oldnorske proces var, ikke kunde undlade at bringe en vis forvirring ind i betragtningen af vedkommende punkt^[2], og naar kompilator, der øiensynlig har sammenflikket sin med hyppige gjentagelser forsynede fremstilling af løsningssagernes førelse fra forskjellige samlinger, i de ældre blandt disse, f. ex. i de gode gamle bud om odelssøgsmaalene i kap. 266–269, kun fandt skjønsmænd omtalte, medens i andre en fuld dómssætning blev nævnt, saa kan man ikke undre sig over, at hans arbeide kom til at se lidt broget ud. At iøvrigt ogsaa nordenfjelds den samme udvikling har fundet sted, synes at fremgaa af Fr. 12–2, der taler om en dóm for det fald, at besidderen

af forsölujörð kræver sine penge tilbage mod at opgive pantet

↑ Gul. kap. 284, 277, 274.
↑ At usikkerheden heller ikke har undladt at virke tilbage paa de ikke vitterlige sager, synes det under behandlingen af disse allerede citerede kap. 285 at antyde. Det tillader i ikke vitterlig løsningssag vidner at blive fremførte fra begge sider for samme dóm, en sammendragning af tredómsbestemmelserne, som vi vistnok alt have lært at kjende ved markeskjælstrætterne, men som i løsningssag neppe vilde være skeet, om ikke den ene og afgjørende dómssætning paa betalingsdagen i vitterlig sag havde givet exemplet. Stedet indbyder endog til den forstaaelse, at det netop er til dette sidste møde, at det henlægger sin dom, hvad dog ikke udtrykkelig siges. – Ogsaa kap. 277, der ligeledes handler om uvitterlig sag og som ovenfor citeredes, synes, uden at det dog med fuld nødvendighed fremgaar af ordene, at tænke sig sin skiladóm afholdt thorsdag i paaskeugen.

[1] Gul. kap. 284, 277, 274.

[2] At usikkerheden heller ikke har undladt at virke tilbage paa de ikke vitterlige sager, synes det under behandlingen af disse allerede citerede kap. 285 at antyde. Det tillader i ikke vitterlig løsningssag vidner at blive fremførte fra begge sider for samme dóm, en sammendragning af tredómsbestemmelserne, som vi vistnok alt have lært at kjende ved markeskjælstrætterne, men som i løsningssag neppe vilde være skeet, om ikke den ene og afgjørende dómssætning paa betalingsdagen i vitterlig sag havde givet exemplet. Stedet indbyder endog til den forstaaelse, at det netop er til dette sidste møde, at det henlægger sin dom, hvad dog ikke udtrykkelig siges. – Ogsaa kap. 277, der ligeledes handler om uvitterlig sag og som ovenfor citeredes, synes, uden at det dog med fuld nødvendighed fremgaar af ordene, at tænke sig sin skiladóm afholdt thorsdag i paaskeugen.

[1]

[2]