Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/106

opladelsesstævnet i løsningssag svarer til betalingsstævnet i gjældssag, og at den dómssætning, som der forekommer, er af uægte og sildig oprindelse. Til denne specielle imødegaaelse føie vi følgende almindeligere betragtninger. Det bør neppe forundre i en retsforfatning, hvori skirskotningen af retshandler under gode vidner havde vundet en saa fast og udbredt anvendelse som i den oldnorske, at finde en særegen hurtig procesmaade for notoriske sager tilhørende systemets grundtanker. Det vilde have været mindre forklarligt, om de tilkaldte vidner ikke skulde have havt et saadant praktisk fortrin fremfor erfaringsvidnerne. Skirskotningen havde jo nemlig til hensigt at konstatere et bestemt retsforholds tilværelse og gyldighed; den opreiste strax fra det retsstiftende øieblik af et slags ideelt grændseskjel mellem, hvad der vitterlig var den enes gode ret, og hvad der var den andens, medens erfaringsvidnerne først efter tvistens opstaaen ved domens anerkjendelse af deres evne til at vidne i den sag blev istand til at øve et lignende gjærdehold. Det laa derfor i forholdets egen natur, at den saaledes ved skirskotningen opstukne linie maatte besidde en stærkere retsbeskyttende evne end en anden, som først skulde blive opstukken (ved domens anerkjendelse af vidnerne). Og den eneste forskjel, som herved var tænkbar, naar man ikke vilde gaa saa langt som i den ældste tyske ret og tillade en øieblikkelig exekution uden statens mellemkomst, var den, at forpligte til umiddelbar anerkjendelse og befølgelse af den vitterlige ret, medens man tillodes at reise indvendinger mod den ikke vitterlige. Paa den anden side var dette ikke at berøve den med vitterlig søgsmaal sagsøgte retslig beskyttelse; thi anklagen for retsfornægtelse gik til thinget, og sagsøgte kunde altsaa der fremføre sine grunde for ikke at have rettet sig efter, hvad hans modpart kaldte vitterlig ret, hvilke grunde af thinget blev at antage eller forkaste. Førte han ved kravet modvidner, kunde heller ikke dette give anledning til nogen domssættelse; thi tog sagsøgeren ikke deres udsagn for godt, maatte hans paastand fremdeles gaa ud paa, at sagsøgte ved sin vægring krænkede den ved hans vidner beviste