den i det andet? Og dog stille de ældste love vitterlige sager, som skirskotningsvidner vide, op ved siden af de sager, der først blev vitterlige ved domens kjendelse. Vilde vel denne modsætning have været mulig, ja have kunnet trænge sig ind i processystemets inderste folder og i de teknisk-juridiske udtryksmaader og forestillinger, hvis domens forbigaaelse i vitterlig sag kun havde været et ufuldkomment stadium i en ufuldendt udvikling, hvis begyndelse og ende ikke kjendte nogen saadan indgribende forskjel? At skiladomen bortfaldt i edssager, staar derimod i forbindelse med en anden og sildigere række af ændringer, fremkaldte ved den offentlige retspleies stigende anseelse og de private domstoles gradvise tilbagetræden fra retslivet.
Vi have seet, at det ikke alene var retstrætter om uvitterlige kontraktsforhold, der blev at behandle for skiladóm, men at ligesaavel fordringer, udspringende af delikter, der kunde erholde vitterlighed. Fra denne institutions virkekreds var imidlertid udelukket den hele række af straffesager, hvori straffen vedkom det offentlige, altsaa bestod i saavel offentlige som private bøder eller i fredløshed (utlegd). Blandt disse unddrog igjen de, hvori utlegden var uafløselig, sig selvfølgelig ganske de stridende parters selvstændige raadighed, og paa den anden side bevirkede et søgsmaals egenskab af offentlig bødesag, at den private fornærmede ikke ved at lade sin klage uforfulgt tillige kunde bevirke, at kongens søgsmaal til inddrivelse af den offentlige bod bortfaldt. Men derimod var der ved den mellemklasse af forbrydelser, for hvilke straffen var afløselig utlegd, atter fuld plads for den private villies yttringer, idet afløsningen var afhængig af istandbringelsen af et forlig mellem parterne. Inden vi forlade de private retsmidler i oldtidens
