tog at betale, vitterlig gjæld, hvilket i Fr. 10–21 udtrykkeligt siges.
Af beretningen i den nævnte saga sees det ogsaa, hvad iøvrigt maa erkjendes at ligge i institutionens hele væsen, at det var en frivillig sag, afhængig af begge parters samstemmige ønske, at sagen blev bragt for en sættardóm. Da den imidlertid i lovene paa flere steder omtales, og som vi have seet, endog havde evne til at uddanne sig en praxis, maa den dog almindeligvis være bleven benyttet. Om dette er skeet i alle de sager, hvori den sagsøgte ved at betale bøder kunde fri sig fra den ellers truende utlegd, kan vistnok ikke sees; men da Haakon Haakonssøns saga endog lader sættardóm blive holdt for et simpelt saar, tilføiet paa kindet, og Gul. kap. 32, foruden udtrykkelig at nævne et par større misgjerninger, ogsaa forudsætter, at domen holdtes i andre sager, saa tør det formodes, at den er bleven brugt i dem alle.
Idet gjerningsmanden saaledes paa sin side lovede at betale bøderne, var det paa den anden klagerens pligt at tilsige ham trygd, d. e. endelig fred og sikkerhed. I modsætning til trygden kaldes den foreløbige fred, der af klageren meddeltes ham ved
Overenskomsten om en saettardóms afholdelse, grid.[1] Brud paa
- ↑ Den os bevarede begyndelse til Gul. kap. 320 (det sidste kapitel i hovedafskriften) giver indledningen til den ved trygdens meddelelse brugelige formel.
talte hirden om den overlast, han sagesløs havde lidt, men sagde dog, at han ikke vilde paatale den, om der blev gjort ham hæderligt forligstilbud. Lendermændene og hirdmændene svarede, at de ingenlunde vilde lade det gaa dermed. Enden blev, at jarlen indlod sagen til gode mænds dom, og disse dømte ham til at betale Vegard bøder og sværge ham ed.“ Her var der altsaa to sager at paatale. I den ene tilbyder kongen paa sin slægtnings vegne bøder, og den fornærmede svarer vel, hvori ligger, at han ikke var nødt til at modtage tilbudet, og tilsiger foreløbig grid; thi bødernes størrelse maatte rette sig efter den skade, som saaret viste sig at ville medføre. I den anden sag erklærer den fornærmede, at han ikke vil gjøre paatale, hvis han modtog godt forligstilbud, hvori ligeledes ligger, at han ikke var nødt til at afstaa fra paatale, om han modtog tilbud. Gjerningsmanden indlader sagen til gode mænds dom (sættardóm), men det er af Vegards ord klart, at han ikke havde været forpligtet til at vedtage disses afgjørelse; idet han imidlertid intet derimod indvender, afsige mændene sin dom.
