fred i tilfælde af drabssag edelig tilsagdes af fire af den dræbtes fædrene- og fire af hans mødrenefrænder, hvilke derved forpligtede sin hele ætt. I andet fald var naturligvis den fornærmedes eget tilsagn tilstrækkeligt, hvad det nævnte lovsted iøvrigt udtrykkeligt tilføier. Brud paa forliget fra gjerningsmandens side medførte ifølge Magnus Erlingssøns retterbod i de særskildte nævnte grovere fald, at utlegden paany indtraadte; i de øvrige blev han brødig en 18 øres bod til modparten og en 15 marks bod til kongen, hvorhos dommen blev at holde som forud. Bj. kap. 104 nævner i modsætning hertil kun den 18 øres bod og lader den ikke tilkomme den private maalsmand alene, men deles halvt mellem
denne paa den ene side og kongen og bymændene paa den anden.
den af eder, der bryder gjort forlig, eller dræber mod given trygd, da skal han jages saa vide, som mænd vides at jage ulvene, kristne mænd søge kirker, hedenske mænd blote i tempel, ilden brænder opad, jorden grønnes, græsset gror, søn kalder paa moder, og moder føder søn, mennesker tænde ild, skibet skrider, skjolde blinke, solen skinner, sneen ligger, finnen skrider, furu voxer, falken flyver den foraarslange dag, saa vide som bør staar bent under begge hans vænger, himmelen hvælver sig, verden er bebygget, vinder tuder, vande falde til søen, karle saa korn; han skal fjerne sig fra kirker og kristne mænd, Guds hus og menneskers, fra hvert et hjem uden helvede. Nu holde begge paa samme bog, men der ligger nu det gods paa bogen, som N. N. bøder for sig og sin arving, født eller ufødt, avlet eller ikke avlet, nævnt eller unævnt N. N. tager trygd, men N. N. giver evindelig trygd, som altid skal holdes, medens der er muld, og mænd leve. Nu ere de N. N. og N. N. forligte og enige, hvor de træffes paa land eller i havneleie, paa skib eller paa ski, paa havet eller paa hestens ryg, skifte sig imellem aarer og øsekar, telter og tiljer, hvis behov gjøres; ligesaa forligt skal den ene være med den anden som fader med sin søn eller søn med fader i al samfærdsel. Nu lægge de sine hænder sammen N. N. og N. N.; holder trygden efter Kristi villie og alle de mænds, som nu hørte trygdarmaalet; have den Guds huld, som holder trygden, men den hans vrede, som bryder ret trygd; maatte I have sluttet forlig til eders held, men være vi vidner, som tilstede ere. – Som man vil se nævnes kongen i begge formler og i den ene i en forbindelse, der neppe er ganske ung; dette bestyrker antagelsen af formlernes norske oprindelse. Ikke vilde det vel heller være faldet en Islænding ind at bruge en for ham saa fjerntligggnde lignelse som den, der indeholdes i verset: finnen skrider, furu voxer.
