Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/121

Denne siden er korrekturlest

noget udførligere. De øvrige thinge endelig, de vestenfjeldske fylkesthing og de nordenfjeldske to og fire fylkers thing blive ligesaa sjelden som flygtigt nævnte. Vi ville tage dem alle for os og gaa nedenfra opad.

Blandt de for de engeste thingforsamlinger oplysende lovsteder støde vi først paa Gul. kap. 131, der udtrykkelig udtaler, at den skal sammenkalde thing, som tror at behøve thing[1], og til denne sætning henholder sig en række andre bud, der alle forudsætte, at den, der stævnede sin modpart til things, tillige maatte sørge for, at thinget blev sammenkaldt.[2] Heraf følger strax, at hvis der overhovedet holdtes visse regelmæssige, til bestemte tider gjenvendende thinge, disse i ethvert fald ikke kunne have været hyppige, da extraordinære møder ellers vilde have været overflødige. Sammenkaldelsen skede ved hjælp af budstikke, der blev befordret fra den ene gaard til den næste og under bødestraf ikke maatte „fældes“ d. e. blive liggende uden af gaardens folk at føres videre. Om dens udsendelse bruges udtrykket „skera þingsboð“,[3] idet kjævlen fik en forskjellig form, eftersom anledningen var en simpel retstvist eller en anklage for blodig misgjerning; i sidste fald blev den skaaret i form af en pil (ør). I byerne skede sammenkaldelsen derved, at man henvendte sig til retstjeneren (kallari), der ved at blæse i horn kaldte borgerne til mødestedet (derfor: krefja horns). Hver thingkreds sees at have havt sin bestemte thingplads; men undtagelsesvis kunde man dog samles paa et for leiligheden valgt sted.[4] Herhen havde med ganske enkelte undtagelser[5] enhver husfast bonde,

til hvis gaard budstikken kom, til opgiven tid at begive sig. For

  1. Gul. kap. 181: Nú skall hverr þingi ráða, er þings þykkist þurfa.
  2. F. ex. Gul. kap. 35, der gjentager bestemmelsen fra kap. 181. og Fr. 10–3, der forudsætter, at thingdagen ikke var forud bekjendt.
  3. Gul. kap. 161.
  4. Gul. kap. 79, 151; Fr. 10–11.
  5. Undtagne vare de saakaldte einvirkjar, d. e. mænd, der forrettede hele sit gaardsarbeide selv uden større hjælp end en femtenaars karls. Ligeledes var enke og vanfør bonde fritagen. Men undtagelsen gjaldt for en einvirki ikke thing, sammenkaldt i anledning af drab, Gul. kap. 131.