gjældende, men betænker man den uleilighed, en saadan reise for de fleste thingmænd maatte medføre, og at der heller ikke synes at have hersket nogen overdreven lyst til at begive sig til heredsthinget, sees der hen til den bestemte straf, der var sat for udeblivelse, og til den for hine tider ikke mindre betegnende omstændighed, at thingmændene fik fri reise, idet man, som det etsteds antydes, fandt, at de selv havde ydet tilstrækkeligt ved at paatage sig færden[1], og tages endelig ogsaa i betragtning, at Søndmøre kunde sende saa mange, som vilde reise, hvilket ikke røber nogen frygt for, at der skulde komme for mange, men meget mere en eftergivenhed for bøndernes ulyst til at drage af gaarde, saa tør det rigtige tilslut blive, at man med hine nøiagtige talbestemmelser for opnævnelsen har villet sikkre sig, at de forskjellige fylker virkelig med et passende antal lod sig repræsentere. At Søndmøre danner en undtagelse, kan kun forklares saaledes, at dette fylke først i en senere tid er blevet indlemmet i Gulathingets kreds, og at man derfor har troet ikke strax at kunne fordre et bestemt større antal derfra. Undtagelsen bør dog ikke gjøres større end nødvendig. Derfor maa det vistnok antages, at ogsaa her en reiseunderholdning er bleven ydet af de hjemmesiddende. Sammenligner man imidlertid uden hensyn til denne uregelmæssighed den nys beskrevne ordning med den, der af Eigla fremgaar at have gjældt under Erik blodøxe, sees det, at thingkredsen siden den tid havde faaet en betydelig udvidelse, idet nu samtlige kystlandskaber fra Ryggjarbit til Stad gik ind derunder.
Disse Gul.lovens bestemmelser stod ved magt, indtil Magnus Erlingssøn uden at rokke de vigtigste sætninger i enkelthederne indførte nogle ændringer. Det siges nu udtrykkelig, at det var lendermænd, aarmænd og sysselmænd, som skulde opnævne thingmændene, og dernæst indskrænkes disses antal til 248, nemlig fra Hørdaland 60, ligesaa mange fra Rogaland, 52 fra Fjordene, 40 fra Sogn, 20 fra Agder og 16 fra Søndmøre, der altsaa
nu tabte sin begunstigelse. Endelig bestemmes det, at endel
- ↑ Fr. 1–1: Sá er fara skal hann skal ekki sins tilleggja nema för sina.
