Munchs formodning endelig, at de 80 mænd, som Udthrønderne havde at sende flere end Indthrønderne til Frostathing, skulde tages fra fylkerne udenfjords, kan allermindst billiges; Romsdal og Nordmøre gaa efter den gamle sprogbrug ikke ind under benævnelsen útan or Þrándheimi, og desuden siges det jo udtrykkeligt, at 60 mænd skulde tages fra hvert fylke. – Frostathingets afholdelsestid kan sees at have været om sommeren[1]; men dagen opgives intetsteds.
Ved siden af Frostathing nævner den thrønderske lovbog ogsaa Ørethinget ved Nidaros som afsluttende thingrækken. Det siges i Fr. 1–4 at have bestaaet af mænd fra de otte ind- og ud- thrønderske fylker, og at være bleven holdt hvert aar en halv maaned før St. Hans. Nævndemænd benyttedes ikke, hvorimod der paalaa samtlige bønder den forpligtelse at indfinde sig. Nogen lagret omtales ikke i thingbolken; men det kan neppe betvivles, at en saadan jo er bleven opnævnt, saameget mere, som Fr. 10–30, der praktisk vel ligesaa meget sigter til Frostathing, dog ifølge sin ordlyd nærmest taler om Ørethinget og herved nævner lagretten.
Endnu meget dunklere træder thingordningen søndenfjelds frem for os. De i brudstykket af Eidsivathingsloven nævnte trediedels- eller halvfylker, der omtales som de mindste thingsogne, sees at falde sammen med herredet[2]; men mere end hvad navnet fortæller, vides ligesaa lidet om deres thinge som om fylkesthingene. Det tre fylkers thing er derimod utvivlsomt Eidsivathing. Mod at antage, at de tre fylker, hvad nærmest skulde formodes, vare Romerike, Hedemarken og Hadafylke, der alle havde en let vandvei over Mjøsen og Vormen til thingstedet, stiller sig den vægtige indvending, at Historia Norvegiæ ikke regner Hedemarken til samme lagdømme (patria) som Romerike. Til Romerikes – altsaa Eidsvolds – thingkreds henføres blot Romerike
og Ringerike. Ogsaa dette er imidlertid forsaavidt unøiagtigt,
