Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/144

Denne siden er korrekturlest


Men tro vi os saaledes forvissede om, at Haakon virkelig har stiftet Frostathinget og dets thingkreds, som den senere bestod, turde vi maaske vove i en anden beretning om den samme konge at finde bestyrkelse paa, at forbindelsen mellem fjorden og kysten allerede dengang var til. Det siges nemlig, at da Haakon foreslog Mørernes og Romsdalens befolkning at antage kristendommen, henskjød de sagen til Thrøndernes afgjørelse, og da han kom til disse, henskjød de den til Frostathing.[1] Ligesom nu de enkelte fylker i Thrøndelagen ikke vilde afgjøre den sag hver for sig, men i henhold til det mellem alle Thrøndere raadende retsfællesskab fordrede et almindeligt thing, saaledes synes ogsaa kystboernes svar at maatte tolkes; havde de ikke staaet i en vis institutionel forbindelse med Thrønderne, vilde de neppe have faldt paa at skyde sagen ind under deres afgjørelse, hvilket ikke vilde have været overensstemmende med de gamles ærekjærhed og uafhængighedsfølelse, hvor meget end eller maaske netop fordi Thrønderne gjorde fordring paa et slags forrang. Meget mere maa forudsætningen just have været den, at hele thingkredsen burde afgjøre sagen paa én gang, for at kongens personlighed og vaabenføre hird ikke i de enkelte bygder skulde faa overvægtig betydning, og naar sagaen siger, at Mørernes og Romsdalens bønder henskjød sig under Thrønderne, bør dette udtryk vistnok ansees som unøiagtigt og forstaaes saaledes, at de henskjød sagen til Frostathing, der holdtes i Throndhjem og for største delen bestod af Thrøndere, men hvor de dog ogsaa selv havde gang og stemme.

Til slutning tilføie vi endnu, at vor hypothese paa en meget naturlig maade forklarer den iøvrigt paafaldende omstændighed, at Fr.lovens bestemmelser snart tage hensyn til retsfællesskabet med kystfylkerne og snart ikke. Idet der nemlig ved siden af Frostathinget for lagdømmets anseeligste del, det egentlige Throndhjem, i Ørethinget havdes et sideordnet lagthing med samme besluttende og dømmende myndighed som hint, kunde saadant ikke undgaa at føre til en vis dobbelthed i den gjældende

ret med hensyn til indbyrdes varselsfrister og lignende. Det, at

  1. Snorre, Haakon den godes saga kap. 15.