Men tro vi os saaledes forvissede om, at Haakon virkelig har
stiftet Frostathinget og dets thingkreds, som den senere bestod,
turde vi maaske vove i en anden beretning om den samme konge
at finde bestyrkelse paa, at forbindelsen mellem fjorden og kysten
allerede dengang var til. Det siges nemlig, at da Haakon foreslog
Mørernes og Romsdalens befolkning at antage kristendommen, henskjød
de sagen til Thrøndernes afgjørelse, og da han kom til disse,
henskjød de den til Frostathing.[1] Ligesom nu de enkelte fylker i
Thrøndelagen ikke vilde afgjøre den sag hver for sig, men i henhold
til det mellem alle Thrøndere raadende retsfællesskab fordrede
et almindeligt thing, saaledes synes ogsaa kystboernes svar
at maatte tolkes; havde de ikke staaet i en vis institutionel forbindelse
med Thrønderne, vilde de neppe have faldt paa at skyde
sagen ind under deres afgjørelse, hvilket ikke vilde have været
overensstemmende med de gamles ærekjærhed og uafhængighedsfølelse,
hvor meget end eller maaske netop fordi Thrønderne gjorde
fordring paa et slags forrang. Meget mere maa forudsætningen
just have været den, at hele thingkredsen burde afgjøre sagen
paa én gang, for at kongens personlighed og vaabenføre hird ikke
i de enkelte bygder skulde faa overvægtig betydning, og naar sagaen
siger, at Mørernes og Romsdalens bønder henskjød sig under
Thrønderne, bør dette udtryk vistnok ansees som unøiagtigt og
forstaaes saaledes, at de henskjød sagen til Frostathing, der
holdtes i Throndhjem og for største delen bestod af Thrøndere,
men hvor de dog ogsaa selv havde gang og stemme.
Til slutning tilføie vi endnu, at vor hypothese paa en meget naturlig maade forklarer den iøvrigt paafaldende omstændighed, at Fr.lovens bestemmelser snart tage hensyn til retsfællesskabet med kystfylkerne og snart ikke. Idet der nemlig ved siden af Frostathinget for lagdømmets anseeligste del, det egentlige Throndhjem, i Ørethinget havdes et sideordnet lagthing med samme besluttende og dømmende myndighed som hint, kunde saadant ikke undgaa at føre til en vis dobbelthed i den gjældende
ret med hensyn til indbyrdes varselsfrister og lignende. Det, at
- ↑ Snorre, Haakon den godes saga kap. 15.
