Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/151

Denne siden er korrekturlest

være at forstaa, naar den særskilt fæstes ved Eidsivathing fremfor de øvrige thinge paa Oplandene. – Hvad stiftsinddelingen angaar, kan ogsaa her en afvigelse fra lagdømmernes grændser mærkes. Ved Hamars bispestols oprettelse i 1152 lagdes nemlig Raumarike til Oslo, uagtet det altid havde tilhørt og vedblev at tilhøre Oplandenes thingforbund, et godt bevis for, at man vistnok lagde lagdømmeinddelingen til grund for stifternes, men ikke tog i betænkning at gjøre væsentlige ændringer, naar nærmere liggende hensyn fordrede det; grunden var naturligvis her, at Oslo stift ellers vilde være bleven for lidet.

Nogen antydning til, at fylkerne ogsaa i Viken nogensinde skulde have sognet til Eidsivathing, findes derimod intetsteds, og dette kan derfor ikke antages. For Viken optræder derimod senere Borgarthing som rigets fjerde store lagthing, uden at det dog siges, naar det stiftedes eller erholdt denne rang. Det nævnes første gang ved aaret 1047 i anledning af Harald haardraades hylding[1], og næste gang 1164, da Erling af Stødle forelagde den danske kong Valdemars fordring paa Viken for almuen paa Borgarthing.[2] Ved ingen af disse leiligheder kaldes det lagthing. Men at det 1164 var thing for samtlige Vikens fylker fremgaar deraf, at det benævnes fire fylkers thing, og at det dengang ligesaavel repræsenterede vestkysten som østkysten af fjorden, sees af, at Erling før thinget opholdt sig en stund i Tønsberg, uden at det siges det mindste om, at han fandt det nødvendigt at sammenkalde et thing der, og det usigtet de danske fordringer lød paa hele Viken til Ryggjarbit. Undersøge vi nu nærmere, ved hvilken leilighed dette lagdømme kan antages at være ordnet, støde vi atter paa hin beretning om Olaf den helliges bestemmelser angaaende Eidsivathing, og navnlig maa fremhæves forskjellen i de udtryk, der handle om thinget, og de, der handle om loven. Thinget, bestemtes der, skulde alle Oplændinge kunne søge, men Eidsivathingsloven skulde ikke alene gjælde paa Oplandene, men ogsaa „saa

vide andensteds, som den siden har gjældt“. Hvad kan hermed

  1. Fagrsk. kap. 180.
  2. Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 24.