Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/154

Denne siden er korrekturlest


Udenfor de store thingkredse stod der imidlertid ogsaa en række landskaber, hvis afsides eller fjerne beliggenhed gjorde deres beboere det besværligt at træde i umiddelbar forbindelse med de egentlige lagthing og som derfor maatte lade sig nøie med sine egne fylkesthing som øverste domstole.Til denne klasse hører først og fremst Haalogaland. End ikke Magnus lagabøter ansaa det raadeligt at istandbringe nogen forbindelse mellem dette og Frostathing[1], og man kan derfor vistnok med trygghed antage, at en saadan heller ikke før har fundet sted. At søgsmaalet mod Sigurd af Steig fra et haalogalandsk thing henvises til Frostathing maa ikke betragtes som et thingskot fra et lavere til et overordnet; thi sagen var, at kong Eystein ved personlig at overtage sagen havde gjort den til en retstvist mellem kongerne selv, og en saadan kunde blot et af de store lagthing paadømme. Og noget andet, der skulde kunne tages for et vidnesbyrd om, at Haalogaland har sendt nævndemænd til Frostathing kan neppe paapeges. Meget mere kaldes, som ovenfor sagt, fylkets hovedthing paa Throndenæs selv lagthing, hvilket vel ikke kan betyde andet, end at intet andet thing stod over det, og kort efter Magnus lagabøters tid nævnes endog en særegen lovbog for Haalogaland, hvilket ogsaa vidner om fylkets uafhængighed. Endelig udtales denne ganske bestemt i Historia Norvegiæ, der stiller Haalogaland op ved siden af Viken, Gula- og Frostathingslagen som det fjerde af kystdistrikterues „patriæ“.[2]

Paa to steder i Fr.loven, 8–19 og 15–16, anføres en retterbod, ifølge hvilken udøerne „skulle have sit thing paa Jorulfsstad med lige fuld virkning (at jafnfullu) som alle fylkesmænd.“ Munch synes at have forstaaet dette, som om talen var om Ytterøen; i det mindste omtaler han i sin beskrivelse over kongeriget Norge i middelalderen et Jorulfsstad som thingsted for Ytterøen uden at opføre noget saadant paa udøerne. Ordet Úteyar kan

imidlertid umulig betyde Ytterøen, der i det gamle sprog heder

  1. Landsl. 1–2.
  2. Historia Norvegiæ p. 2. Ogsaa Odd munk har samme inddeling, se hans Olaf Tryggvassøns saga kap. 15.