Udenfor de store thingkredse stod der imidlertid ogsaa en
række landskaber, hvis afsides eller fjerne beliggenhed gjorde
deres beboere det besværligt at træde i umiddelbar forbindelse
med de egentlige lagthing og som derfor maatte lade sig nøie med
sine egne fylkesthing som øverste domstole.Til denne
klasse hører først og fremst Haalogaland. End ikke Magnus
lagabøter ansaa det raadeligt at istandbringe nogen forbindelse
mellem dette og Frostathing[1], og man kan derfor vistnok med
trygghed antage, at en saadan heller ikke før har fundet sted.
At søgsmaalet mod Sigurd af Steig fra et haalogalandsk thing
henvises til Frostathing maa ikke betragtes som et thingskot fra et
lavere til et overordnet; thi sagen var, at kong Eystein ved personlig
at overtage sagen havde gjort den til en retstvist mellem kongerne
selv, og en saadan kunde blot et af de store lagthing paadømme.
Og noget andet, der skulde kunne tages for et vidnesbyrd om, at
Haalogaland har sendt nævndemænd til Frostathing kan neppe
paapeges. Meget mere kaldes, som ovenfor sagt, fylkets hovedthing
paa Throndenæs selv lagthing, hvilket vel ikke kan betyde
andet, end at intet andet thing stod over det, og kort efter Magnus
lagabøters tid nævnes endog en særegen lovbog for Haalogaland,
hvilket ogsaa vidner om fylkets uafhængighed. Endelig udtales
denne ganske bestemt i Historia Norvegiæ, der stiller Haalogaland
op ved siden af Viken, Gula- og Frostathingslagen som det
fjerde af kystdistrikterues „patriæ“.[2]
Paa to steder i Fr.loven, 8–19 og 15–16, anføres en retterbod, ifølge hvilken udøerne „skulle have sit thing paa Jorulfsstad med lige fuld virkning (at jafnfullu) som alle fylkesmænd.“ Munch synes at have forstaaet dette, som om talen var om Ytterøen; i det mindste omtaler han i sin beskrivelse over kongeriget Norge i middelalderen et Jorulfsstad som thingsted for Ytterøen uden at opføre noget saadant paa udøerne. Ordet Úteyar kan
imidlertid umulig betyde Ytterøen, der i det gamle sprog heder
