Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/157

Om den rigtige opfattelse af denne handling, samt om hvorledes den udførtes, er der imidlertid bleven yttret forskjellige meninger, idet man dels har villet gjøre den til en art vaabened^[1], dels kun til en særegen form, hvorunder man gav sit bifald og sin tilslutning tilkjende^[2], og med hensyn til udførelsen enten har ment, at vaabentaget skede ved thingets slutning under ét for samtlige beslutninger^[3], eller at det gjordes særskilt efter hver enkelt af disse^[4]. Idet vi i det hele taget slutte os til Konrad Maurer, der i vaabentaget alene ser en bifaldsyttring, og til hvis bevisførelse vi i det væsentlige henvise, skulle vi dog give en oversigt over emnet og tilføie nogle videre bemærkninger.

Historiske beretninger fra forskjellige germaniske folk synes med bestemthed at vidne om, at det har været en ældgammel skik hos den hele folkestamme ved vaabenbrag at give sit bifald tilkjende. Allerede Tacitus siger om de paa thinget forsamlede Germaner: si displicuit sententia, fremitu aspernantur, si placuit, frameas concutiunt, honoratissimum assensus genus est armis laudare^[5], hvor det altsaa udtrykkelig siges, at vaabenbraget gjaldt som bifald, og hvor det derfor modsættes forsamlingens lydelige knurren, der var udtrykket for dens mishag. Ganske overensstemmende hermed finde vi derfor ogsaa samme forfatters yttring paa et andet sted: Sono armorum tripudiisque approbata sunt dicta.^[6] Fra Sverge beretter Snorre i sin bekjendte skildring af hint Upsalathing,

hvorpaa der stiftedes fred mellem den norske og den

1. Se Svend Grundtvigs ligesaa interessante som righoldige afhandling: Om de gotiske folks vaabened, Kjøbenhavn 1871.
2. Se navnlig Konrad Maurers anmeldelse af Grundtvigs afhandling i tidsskriftet Germania 16de bind (1871).
3. Rudolf Keyser, Norges Stats- og Retsforfatning i Middelalderen p. 160; Fr. Brandt: Langes tidsskrift 5te bind p. 105.
4. Se Grundtvig og Maurer p. anf. st.
5. Tacitus, Germania kap. 11.
6. Tacitus, Historia V c. 17. Jfr. Cæsar, de bello Gallico VII c. 21, der vidner om, at Gallerne have kjendt den samme, for et vaabendjærvt folk overhovedet saa nærliggende skik.