svenske konge, at almuen for at tilkjendegive sit bifald ved Thorgny lagmands tale gjorde „vaabenbrag og stort gny“.[1] For Norges vedkommende erholde vi leilighedsvis yttringer, der ganske maa tydes paa samme maade. Saaledes fortæller Snorre, hvorledes de paa Bergens brygger sammenstimlede folk ved at høre Sigurd slembe lyse sig Harald gilles drab paa hænde slog sine vaaben sammen og dømte ham og hans fæller utlæge og fredløse.[2] Om et thing, som Olaf Tryggvessøn holdt med de thrønderske bønder paa Mæren for at overtale dem til kristendommens antagelse, heder det, at begge parter indfandt sig fuldt bevæbnede paa thinget, og at bønderne, efter at Jernskegge af Uphaug havde udtalt deres vægring ved at efterkomme kongens ønske, gjorde stor larm ved denne tale og sagde, at alt skulde være, som Skegge sagde.[3] Det siges vistnok ikke, at det var ved at slaa vaabnene sammen at denne larm frembragtes; men ingen vil tvivle om, at de bevæbnede mænd ogsaa ved denne leilighed ligesom ved hin paa Bergens brygge slog paa sine vaaben. Endnu mere sluttende sig til Tacituses beretning, fortæller sagaen om et lignende thing, som Haakon den gode holdt med Thrønderne, at der, saasnart kongen havde hørt op med sin tale, strax opstod en stor knurren, at Asbjørn af Medalhus derpaa svarede paa bøndernes vegne, og at disse ved denne tale gjorde megen larm og sagde, at saa skulde det være, som nu var sagt.[4] Her gjøres der altsaa ganske som hos Tacitus en bestemt forskjel mellem knurren og larm, og da vi se bønderne i Olaf Tryggvessøns tid komme væbnede til thinget, kunne vi neppe tvivle, at ogsaa larmen paa l thinget under Haakon var vaabenbrag. Paa ingen af de her anførte steder kaldes en saadan bifaldende vaabenlarm vaabentag; men vi maa ikke destomindre gaa ud fra denne almindelige maade at yttre bifald paa, naar vi ville forklare os dette sidste ord. I
Andreas Sunessøns latinske bearbeidelse af skaanske lov over-
