sættes nemlig vaabentag ligefrem med collisio armorum et contactus[1], og derved maa det ansees bevist, at hvad vore sagaer og gamle love kalde vaabentag, ikke har været andet end thingalmuens lydelige og med vaabenbrag ledsagede tilslutning til og antagelse af et fremsat forslag eller en udtalt formening.
Vaabentaget omtales i historiske beretninger navnlig ved hyldinger[2], et par gange ved vedtagelse af fælles beslutninger udenfor thinget[3], en enkelt gang ved en virkelig thingsdoms afsigelse.[4] I lovene forudsættes derimod dets brug at være ganske regelmæssig; de ovenfor anførte steder handle om tildømmelse af arv og odelsret, skjødning af jord og vedtagelse af love og i Fr. 5–45 heder det i almindelighed, at den, der bryder dom, som er dømt paa Frostathing, og hvortil vaabentag er føiet (vápnatak at átt) skal straffes med en vis bod. Med hensyn til ordets afledning har man hidtil villet betragte det første led af sammensætningen, vaaben som objekt for det sidstes verbale begreb, tage, og man har følgelig opfattet selve ceremonien saaledes, at thingfolkene tog sine vaaben, som de havde lagt fra sig, og gjorde larm dermed, og da en ofte gjentagen nedlæggelse og optagelse af vaabnene vel er bleven befunden noget burlesk, har man villet rette derpaa ved at henlægge vaabentaget til thingets slutning, da almuen saa alligevel skulde tage sine vaaben for at gaa og saaledes gjerne med det samme kunde gjøre larm for at tilkjendegive sin tilfredshed med det hele thing i almindelighed og hver enkelt sags afgjørelse i særdeleshed. Dette har man da i en sat i forbindelse med den mening, at vaaben ikke blev baaret paa thinge, men maatte henlægges paa et sted, der omtrent skulde svare til vaabenhuset ved senere tiders kirker. Uden at opholde os videre ved den fattigdom og neutralitet, der vilde have hersket over en saadan summarisk vedtagelse, i sammenligning med det liv, hvorom de anførte
steder af sagaerne vidne, naar de lade vaabenbraget være et umid-
