imidlertid de forretninger, som paalaa lendermænd og aarmænd ved lagthinget var at opnævne thingmænd og lagrettesmænd og at indhasle lagrettens plads med vébaand, og da deres almindelige embedspligter først og fremst bestod i at være politi, saa tør man vistnok slutte, at det overhovedet ved alle thinge har været deres forretninger, naar de var tilstede, at paase, at ikke uberettigede, f. ex. ved herredsthinget udenherreds mænd, blandede sig ind i forhandlingerne og i det hele taget at overholde den ydre orden og regelmæssighed. Derimod findes ingen sikkre spor af, at de i kraft af sin stilling have ledet de underordnede thinge, og for lagthingets vedkommende maa det nævnte forbud mod at sidde i lagretten være tilstrækkeligt til at vise, at en saadan ret ikke der tilkom dem. Omvendt ser man, at deres nærværelse, der ved lagthinget udtrykkeligt paabydes, ved de øvrige ingenlunde var nogen nødvendighed. Fr. 7–8 viser nemlig, at de kunde udeblive selv fra de rent administrative thinge, uden at disses gyldighed derved led noget skaar, og saameget mere maa dette altsaa have gjældt om de almindelige dømmende thinge, hvor det offentliges personlige interesse ikke.var saa umiddelbar.
I de nævnte tjenestemænd kunne vi saaledes ikke se de domsafsigende thinges regelmæssige ledere. Men foruden dem træder i den norske historie og i lovbøgerne endnu en ombudsmand i forbindelse med thinget og det paa en meget indflydelsesrig og følgesvanger maade, nemlig den saa meget omtalte lagmand. Hvorvidt og i hvilken forstand man tør anse ham som thingets formand og ledende ordfører allerede fra oldtiden af, er imidlertid underkastet meningsforskjel, og da emnet tillige er af stor interesse ogsaa i forfatningshistorisk henseende, tro vi at burde egne det en indgaaende behandling.
Der er bleven gjort to hovedanskuelser gjældende, den ene, der som antagen af Keyser[1] og Munch[2] og i det væsentlige ogsaa
af Fr. Brandt[3] hidtil var den herskende, gaar ud paa, at lagmæn-
