dene først under Sverre ere blevne offentlige ombudsmænd, medens ordet forhen kun skulde have betegnet personer, der vare vel anseede for sin lovkundskab, men ikke i det retslige liv indtog nogen bestemt med særegne pligter og rettigheder udrustet stilling. Men herimod har Konrad Maurer[1] gjort en med særdeles vægtige grunde støttet indsigelse. Efter hans fremstilling skal man allerede fra den norske stats stiftelse have havt en art offentlige ombudsmænd, „hvis kald dels bestod i at holde regelmæssigt tilbagevendende retsforedrag paa thingene, dels i at meddele kjendelser over tvivlsomme retsspørgsmaal, og da navnlig naar saadanne af domstolene blev ønskede, dels endelig i paa thingene at føre ordet for bønderne, naar det gjaldt at tale et vigtigt ord ligeoverfor kongen og hans tjenestemænd“. Ombudet besattes ifølge denne anskuelse indtil kong Sverres tid af bønderne selv, og det var den stærkt monarkiske indre udvikling, der i Norge indskrænkede lagmændenes virksomhed til den teknisk juridiske, hvorved igjen deres sjeldne forekomst i de historiske beretninger forklares.
Lagmændene nævnes første gang i den norske historie under Erik blodøxe i anledning af Egil Skallagrimssøns bekjendte proces med Berg-Anund.[2] Egil siges nemlig at tage „lendir menn ok lögmenn ok alla alþyðu“ til vidner paa en erklæring. Stedet staar aldeles alene; thi først et par aarhundreder efter nævnes der atter lagmænd i Norge. Maurer finder imidlertid deri et vidnesbyrd om, at lagmændene allerede i denne tidligste del af den norske statsudvikling har indtaget en fra lendermænd og almue adskilt stilling; det lader sig ikke antage, at ordet lögmenn, der staar mellem to standsbenævnelser, blot skulde betegne lovkyndige mænd og ikke ogsaa en egen klasse. Men den sidste bemærkning kunne vi ikke finde slaaende. Det vil neppe lade sig godtgjøre, at her ikke kan oversættes: lendermænd og lovkyndige
mænd og hele almuen, hvorved det midterste led, uagtet det staar
