Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/168

der yderst sparsomme efterretninger fra sine første kristne aarhundreder, men i disse finder lagmændene at indtage en meget fremragende plads, iagttage de rigelige, Norges historie oplysende kilder den fuldstændigste taushed, der først brydes i det 12te aarhundrede. Indtil denne tid omtales lagmændene og deres gjerning udenfor det nævnte sted i Egils saga ikke med et eneste ord og ligesaalidt nævnes nogen, der bar ordet lagmand som tilnavn eller titel. Maurer henviser rigtignok til kongemagtens kraftige udvikling i Norge, hvorved det folkelige ombud skulde være bleven hemmet i sin væxt; men vi kunne ikke erkjende dette vink for tilstrækkeligt. Tausheden gjælder nemlig ikke alene den tid, da kongemagten var nogenlunde befæstet, altsaa fra Magnus den gode af indtil det andet aarti i det 12te aarhundrede, men ogsaa den foregaaende urolige og stridopfyldte periode fra Haakon den godes kristendomspaabud til helgenens fald ved Stiklestad, om hvilken tid det umulig lader sig sige, at det for sin egen tarvelige tilværelse kjæmpende, i store landsdele ofte ikke anerkjendte og i mange aar endog rent forsvundne kongedømme skulde have kunnet hemme nogensomhelst med fast rod i folket opvoxende institution. Intet er hyppigere end at se bønderne træde i underhandlinger med magthaverne i landet, og der nævnes en hel række mænd, der ved saadanne leiligheder talte bøndernes sag og virkede som deres betroede ordførere; men ikke en eneste af disse betegnes, selv ikke i saa vidtlyftige sagaer som Olaf den helliges, som lagmand. Havde der været folk med denne titel og vante til at tale for bønderne paa thinge, saa kunde forholdene i Norge i det 10de aarhundrede visselig ikke have været gunstigere for ombudets udvikling til en ligesaa stor historisk og politisk anseelse som i Sverge. Vil man imidlertid trods dette antage, at de fra ældgammel tid af i allerdybeste stilhed og mod hine tiders sædvane udelukkende holdende sig til sin egentlige gjerning have virket som teknisk-juridiske lovsigere ved thingene, hvorledes da forklare, at de ogsaa i love ældre end det 13de aarhundredes midte kun ganske sporadisk blive nævnte, at de ikke tidligere end i en retterbod i Fr.lovens indledning gives nogen opgave ved