det hele instituts udvikling. Med den anerkjendte erfaringssætning for øie, at de ældste retsmidler hos et folk altid for sikkerheds skyld ere omstændeligere og langt mere tungvindte end den senere praktiske benyttelse deraf vil tillade,[1] tør det nemlig sluttes, at den fulde offentlighed med mange vidner i fjölda manna danner grundlaget for udviklingen af skirskotnings- og tilkaldte vidner, at det daglige behov efterhaanden har slappet de strenge fordringer paa offentlighed og nøiet sig med et mindre antal vidner, der, hvor leilighed gaves, forud anmodedes om at komme tilstede, og at loven tilsidst er standset ved 2 vidner som det mindste antal, der kunde kræves, medens befolkningen dog ifølge gammel sæd, hvor det lod sig gjøre, helst har sammenkaldt nogle flere,[2] og tillige loven selv ved meget vigtige handlinger som bryllup, frigivelse af trælle og skjødning af jord, fuldt ud har opretholdt den ældre form.[3]
Gaa vi nu med denne forkundskab tilbage til regelen om modvidner, bliver den ogsaa uden vanskelighed at forstaa. Naar fra først af samtlige i fjölda manna tilstedeværende og senere de i et mindre flertal tilkaldte eller ved skirskotning opfordrede vidner skulde lægge mærke til, hvad der foregik, var der altid en vis mulighed for, at ikke allesammen opfattede det paa samme maade, eller at det ikke af alle senerehen erindredes lige godt. Opstod der da i tidens løb en retstvist, og klagerens fremførte vidner afgav sin erklæring til hans fordel, kunde det altsaa hænde, at andre,
hvorunder der ogsaa var bleven skirskotet, vare af en anden me-
- ↑ Jfr. Brunner, Entstehung der Schwurgerichte Berlin 1871 p. 43 flg.
- ↑ Jfr. Lex Saxonum V 3, der kræver to eller tre vidner, „et si plures fuerint, melius est“; ligeledes Graagaas, Finnsøns udgave kap. 114: to vidner eller flere.
- ↑ Jeg kommer saaledes fra de norske retsbøgers standpunkt ganske til samme hovedanskuelse af udviklingens gang, som Konrad Maurer har fremsat fra et fællesgermanisk. Se Münchenertidsskriftet Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung, 5te bind p. 191. Dog gjøres her blandt de tilkaldte en forskjel mellem dem, der kaldtes som vidner, og dem, der tilkaldtes for ved sin nærværelse at gjøre sagen offentlig, hvilken jeg ikke i norske kilder kan finde udhævet. At ogsaa de, stod som tilhørere ved en lysing, vare vidner, sees f. ex. af Gul. kap. 75, hvor det om en saadan kundgjørelse udtrykkelig heder: hinn hafði lýst fyri váttum.
