Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/170

Snorre om Amanæs thing. Om lagthinget i Nidaros heder det her: „Den dag, da de skulde sætte thinget, da blev der blæst i byen, at bønderne i byen og thingmændene først skulde gaa til things og afsige domme efter loven. Var derved leder (firimaðr) Jon Mornefssøn, en anseet lendermand. Med kong Olaf var der Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein, den lendermand, som var den allerforstandigste i Norge. Kong Eystein gik først til things af kongerne og havde meget folk og krævede strax af lendermændene, at de skulde være af hans mening og efter evne styrke Sigurd Ranessøns sag. Jon Mornefssøn svarede og sagde, at det monne være en meget vanskelig sag at skifte ujævnt mellem brødrene, men at han helst vilde stille sig paa Eysteins side, hvis det kunde blive ret efter loven. Kong Eystein svarede: „Ikke vil jeg bede eder om andet end det, som er lov.“ – – Den sag blev paa thinget først at afgjøre, om kong Magnus havde kunnet fatte nogen bestemmelse med saa megen kraft, at den blev at holde længere, end hans liv var, og erklærede lagmændene, at kongen kunde fatte varige bestemmelser med hensyn til sine veizler frem i ætten, og at han skulde lyse dem paa alle lagthing i Norge. – Nu tog mange mænd del i talen om, hvorledes det var tilgaaet, og blev der ingen til uden Bergthor bokk, som erklærede, at Sigurd var skyldig i sagen. Kong Sigurd bad nu lagmændene om dom over Sigurd Ranessøn. Da svarede Jon Mornef og mente, at mændene ikke ansaa det let at give orskurd; men de fik dog gjøre det, hvis de dertil vare skyldige, hvorledes de end likte det. Kong Eystein svarede: „I skulle bie lidt med at fælde dommen.“ Derpaa henskjød han det til lagmændene, om de kaldte det at være lov, at mænd aldrig kunde misfare saaledes med sine søgsmaal, at de ikke altid skulde drive paa den samme sag. „Og det anser jeg for lov, at hvis der bliver saa stor meningsforskjel blandt de kyndigste mænd, at en sag bliver ødet paa tre eller fire lagthing og vidner blive opnævnte herpaa, skal der aldrig gives opreisning i den samme sag, og ere dommerne skyldige at dømme derom.“ Da svarede Jon Mornef og sagde, at han skulde dømme i sagen, som ham syntes lovligt, hvis han blev skyldig dertil, men