Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/172

stilling. Endelig hviler der en vis dunkelhed over lagmændenes forhold til lendermændene, ikke saa meget fordi Eystein retter sin første opfordring om at være af hans mening til disse sidste, som mere fordi Jon Mornef siges at være lendermand, men dog optræder som ordfører for lagmændene og nærmest i denne egenskab synes at svare ogsaa paa hin opfordring. Betegnende er det tillige, at sagaen fremhæver nærværelsen af den for sin kyndighed høit anseede (hinn vitrasti) lendermand Sigurd af Hvitastein, da det dog ved denne anledning blot kom an paa lovkyndighed, og endelig siges ogsaa lendermanden Bergthor bokk at give orskurd, hvilket ord netop brugtes om lagmændenes erklæring For Jon Mornefs vedkommende har Maurer foreslaaet at læse lagmand istedetfor lendermand, idet man kunde tænke, at ordet i en ældre text har været forkortet og siden er bleven feilagtig udfyldt. Man maatte i saa fald ogsaa strax nedenfor antage det samme om ordet lendermænd, hvor der tales om Eysteins opfordring; thi paa denne svarer Jon. Imidlertid kunne vi ikke overbevise os om nødvendigheden af en voldsom løsning. At Jons søn Eindride var lendermand, vide vi, og da denne værdighed som bekjendt praktisk talt var arvelig, saa er det sandsynligste, at det ogsaa har havt sin rigtighed med Jons egen lendermandstitel. Dertil kommer, at omtalen af Sigurd af Hvitastein og af Bergthor bokks orskurd alligevel vilde tilintetgjøre virkningen af en saadan rettelse, da deraf fremgaar, at der intet var i veien for ogsaa at tænke sig lendermænd blandt dem, hos hvilke man særlig søgte oplysning om landets lov. Men læse vi altsaa beretningerne, som de staa, finde vi lendermænd optrædende blandt lagmændene som thingets lovkyndige, og naar Fr. 1–2 ikke desto mindre forbyder dem at sidde i lagretten uden bøndernes tilladelse, saa ligger deri, at lagmændene udgjorde en samling af mænd, som ikke faldt sammen med lagretten. Kunde imidlertid paa denne maade ogsaa lendermændene være lagmænd, bliver det klart, at der ved denne betegnelse endnu ikke udtrykkes en særegen klasse af faste ombudsmænd, men et hverv, som det overhovedet faldt i lovkyndige mænds lod at paatage sig, og som bestod i til lagrettens veiledning og