lønnet dem (með þvi móti lögmennina tilleigda) af vort gods og fædrenearv, at efter den hellige kong Olafs lovgivning og lagmændenes kjendelse skal enhver føre sin sag til ende, og derfor lægge vi ved dette tre marks bod for hver den, som ikke, naar han gives sand klage og er lovligen stævnt, vil fare til lagmanden og ligeledes for dem, som ikke ville bryde sig om lagmandens kjendelse.“ Af dette særdeles oplysende sted se vi altsaa, at lagmændene i midten af det 13de aarhundrede vare kongelige embedsmænd, lønnede af kongedømmets indtægter og med ret til ogsaa udenfor thinget (se udtrykket fara til lagmanns), i retstvister at afsige kjendelser, efter hvilke man ifølge den herskende opfatning havde at rette sig. Men vi se ogsaa, at denne opfatning endnu ikke havde formaaet at trænge helt igjennem og følgelig ikke kan have været ret gammel, og at dette heller ikke i virkeligheden var tilfældet fremgaar bestemt deraf, at der før denne retterbod ikke var sat nogen straf for at vægre sig ved at efterkomme lagmandens orskurd. Retterboden indfører derimod ransbod ogsaa for denne vægring, hvilket vil sige, at fra nu af gjorde lagmandens kjendelse udenfor thinget sagen vitterlig ligesom forhen skiladomens og thingenes afgjørelser. Den authoritet, som hidindtil var bleven tillagt orskurden, har altsaa kun været af konventionel natur.
I sammenhæng med spørgsmaalet om lagmandsembedets oprindelse staar et andet, hvorvidt der i Norge ligesom paa Island og i Sverge paa thingene er bleven holdt regelmæssige foredrag af de gjældende lovsætninger. Kunde nemlig dette bevises, vilde man ikke godt kunne undgaa at antage tilværelsen af ombudsmænd, under hvis forretninger saadanne foredrag hørte, og Maurer har derfor ogsaa søgt at vise, at lagmanden fra gammel tid af har havt dette hverv. Da emnet tillige er af væsentlig interesse for de ældste lovtexters historie, skulle vi tillade os ogsaa fra vort standpunkt at yttre os derover.
Vidnesbyrd om lovforedrags afholdelse hentes først og fremst fra lovenes udtryksmaade, idet deres fremstilling vrimler af personlige udtalelser og vendinger, der ikke alene gjøre det utvivl-
