somt, at de til os komne lovsamlinger oprindelig ere privatarbeider af enkeltmand, men ogsaa skulle tyde paa, at man ved nedtegnelsen har havt mundtlige foredrag for øie og uvilkaarlig benyttet ordelag, der oprindelig blot i saadanne kunne tænkes anvendte. Naar saaledes f. ex. Gul. kap. 3 begynder paa denne maade: „Det er nu dernæst, at vi have bestemt vort møde hvert aar her i Gula, saa mange thingmænd, som vi nu ere enige om“, og nedenfor gjentager: „Vi skulle komme her, saa mange som nu ere opnævnte“, eller naar kap. 4 siger: „Det er nu dernæst, at vi skulle give en mand frihed hvert aar her i Gula,“ eller Fr. 1–2: „Det er gammel ret, at en aarmand fra hvert fylke skal gjøre vebaand her paa thingvolden,“ og nedenfor: „De sager, som hid (hingat) ere skudte“, saa skulde det synes, som om saadanne udtryk alene kunde forklares ved, at de blev udtalte, og lovstederne altsaa foredragne paa selve thinget. Men dertil kommer videre, at der paa et par steder virkelig er tale om foredrag af loven paa lagthinget. I Gul. kap. 314 siges det nemlig, at det lovmaal skulde gjælde om ledingsydelserne, som før havde været, og „som Atle talte (taldi) for mændene i Gula“, og Eids. kr. I kap. 10, der paalægger biskoppen hver sommer at fare til Eidsivathing, siger endog ligefrem, at han der blandt andet ogsaa skal høre lovbogen, eller, som et andet haandskrift har, „lögtölu“ d. e. fremsigelse af loven. Endelig anføres ogsaa, at lagmandens ombud kaldtes lagsaga, og at saavel dette som lovens inddeling i selvstændige bolker minde om den islandske lovsigemands forpligtelse til aarlig at foredrage et afsnit af loven, hvorhos tilsidst heller ikke maa lades ude af betragtning, at Magnus lagabøter paabyder en oplæsning inden hirden af dennes skraa, og at Haakon (den 5te) i en udateret retterbod virkelig forudsætter, at det
var lagmandens pligt paa lagthinget at læse lovbogen for almuen.[1]
- ↑ Norges gamle love 3die bind p. 143: Ver haffuum gjeffuat Gulaþings lagmannstoll nokra aff kronans jardir oc renthe oc skall hann lesse lagboken for almugenom I sinna om árit forfaldeloust St. Botulfs tiid om sommarit, aa rettom tingstadom, aa skipaa saa fattikom som rikom saa mikit som laug vátta, oc inna helder som han vill suare fyri guddi. – Sproget synes iøvrigt med be-
