Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/188

forum delicti commissi synes Fr. 4–62 at anerkjende. Denne modsigelse kan neppe forklares anderledes, end at det har staaet klageren frit at vælge et af de to saaledes betegnede thinge. Derimod bør det vistnok ikke, i det mindste formelt, betragtes som en undtagelse fra hovedreglen, naar omflakkende løskarle synes at kunne stævnes til things, hvor de komme; thi de fingeres, for hver enkelt sag at have hjemsted i den bygd, hvor de søges.^[1]

Virkningen af et feilagtigt sagsanlæg synes kun at have været, at det ikke nyttede til noget og maatte gjøres om igjen for den rigtige domstol; exempler herpaa frembyder søgsmaalet mod Sigurd af Steig. Om arvesager bruger vistnok Gul. kap. 140 det udtryk, at hvis vidnerne ikke føres i det thingsogn, hvor arven er falden „þá hefir hann þvi fyrirskotit“; men man tør neppe forstaa dette anderledes, end at hans anlagte søgsmaal derved var forspildt.^[2]

Vi have i det foregaaende nærmest beskjæftiget os med thingordningen, saaledes som den i sin regelmæssighed uddannedes i landsbygderne. Dog er der leilighedsvis gjort opmærksom paa de faa og ubetydelige afvigelser, som fandt sted ved kjøbstædernes bymøder: og som i hovedsagen indskrænkede sig til, at man der havde en fast formand i gjaldkeren. Ifølge Magnus lagabøters lov have de fire vigtigste stæder, Nidaros, Bergen, Tønsberg og Oslo sine særegne lagthing; men det tør med sikkerhed antages, at dette er en ændring indført med den nye lov.^[3] Vanskeligt er det derimod ved første øiekast at bestemme det jurisdiktionelle forhold mellem bygdething og bymøde; thi foruden at de ovennævnte værnethingshensyn ogsaa her blev at iagttage, kom det nye til, at bjarkøretten tildels indeholdt lovbud, som landsbygdernes

lovsamlinger ikke kjendte, og omvendt. Herom udtaler sig nu

1. Gul. kap. 46; Fr. 10–26.
2. Jfr. Gul. kap. 37, hvor det om et endeligt tab af søgsmaalsretten heder: ok á hann alldrigin upreist at þvi máli siðan.
3. Jfr. f. ex. Bj. kap. 9: Slikan kristin dóm eigum vér at hafa i kaupangi sem mælt er allra manna millum á lögþingi, hvor allir menn tydeligvis er tænkt som modsætning til en engere betegnelse, mændene i kjøbstaden.