Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/192

bliver skottet fuldgodt, men ellers ikke.“ Og om odelssager Gul. kap. 266: „Men hvis de (almuen paa fjerdingsthinget) ikke blive enige, da skulle thingmændene skyde deres væddemaalsdom til fylkesthinget; da er det vel, om de alle blive enige derom. Men hvis de ikke blive enige derom, vil den ene skyde sin dom, men den anden vil ikke, da skal hin, om han end ikke kan fremdrive skottet, da skal han dog skirskote det lovran, som thingmændene have gjort ham, under udenheredsmænd, som ikke did ere thingsognsmænd, da skal han dog skyde sin sag til fylkesthing. – Hvis de (almuen paa fylkesthinget) ikke blive enige, da vil den ene skyde sin dom til lagretten (d. e. til Gulathing), men den anden vil rette sig efter thingmændenes dom, da skal den, som vil skyde, gaa af thinget og samle sig folk. Men hvis han faar med sig fra fylkesthinget en fjerdedel af thingmændene, da kan han udføre skottet. Men hvis han faar mindre folk, da maa han taale thingmændenes dom.“ Endelig siger Fr. 10–30: „Enhver sag mellem dem (parterne), hvori alle fylkesmænd ere enige, da maa den slet ikke brydes, naar de dømme lov om alle de sager, som de have at dømme om, omend bauggildesmænd og nevgildesmænd og nærbesvogrede fjerne sig. Men hvis en fjerdedel af mændene eller flere af de rette thingmænd gaa bort, da skal han bære thingrovet tilbage paa thinget og skyde sagen til to fylkers thing. – Men hvis mændene ikke blive enige paa to fylkers thing, da skal man skyde til fire fylkers thing.“ Det lader sig ikke nægte, at i disse bestemmelser den forudsætning klart udtales, at man regelmæssig gik fra det lavere til det høiere thing; men at paabyde dette have de dog ikke til hensigt, idet de indskrænke sig til at fastsætte, under hvilke betingelser man kunde skyde til et høiere thing, naar man først havde henvendt sig til et lavere. Videre end til det sædvanlige kan derfor heraf ikke sluttes, og ligeoverfor beretningen i Egils saga og lovenes mangel paa udtrykkelige paabud om en instantsfølges iagttagelse, vil man være utilbøielig til at hævde dette sædvanlige som nødvendigt. Mod i denne forbindelse at lægge stor vægt paa Egils fremgangsmaade, er der imidlertid bleven bemærket, at han maaske som udlænding har