Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/196

mindre stærk utilbøielighed til uden trængende nødvendighed at paatage sig afgjørelsen. Disse hinanden udfyldende anskuelser mødtes derfor i læren om vitterligheden, der fra dette synspunkt af igjen kan opløses i følgende to sætninger: a) om forholdet mellem sagsøgeren og den sagsøgte: er forpligtelsens tilværelse og omfang bragt paa det rene, saa er en vægring af at opfylde den en forbrydelse og hjemfalden det offentliges strafferet; og b) om forholdet mellem sagsøgeren og det offentlige: forpligtelsens tilværelse og omfang skulde man privat bringe paa det rene; men blev den ikke desto mindre ubefulgt, skaffer det offentlige sagsøgeren hans ret. Efter dette skulde følgelig kun vitterlige, retslig utvivlsomme sager kunne forelægges thinget, og saadanne have vistnok ogsaa altid udgjort thingsøgsmaalenes kjerne. Imidlertid traadte dog omstændigheder til, som bevirkede, at udseendet af de for thinget anlagte sager ikke blev saa ensartet. For det første kunde det nemlig, som vi have seet, hænde, at de private retsmidler i det enkelte tilfælde slog feil og ikke formaaede at gjøre sagen vitterlig. Dette var faldet, naar skiladomenes domsmænd ikke kunde blive enige og derfor lod det komme til væddemaal. For det andet stod det vistnok til den sagsøgte selv privat at vedtage en bod til kongen; men derimod kunde naturligvis ikke private mænd, siddende i en privat domstol, mod hans villie middelbart eller umiddelbart paalægge ham en offentlig, staten vedkommende straf, og derfor maatte enhver forbrydelse, selv om den ikke var vitterlig, naar kun paatalen gik ud paa bod til kongen eller fredløshed, altid forelægges thinget; men herved fik dette tillige den opgave, hvis sagen ikke forhen var vitterlig, at bringe den dertil. For det tredie have vi, som ovenfor udviklet, dels i Gul. kap. 35 fundet spor af, at vitterligheden begyndte at tabe sin evne til at gjøre enhver derimod stridende vægring til en forbrydelse, idet den sagsøgte ved at paaskyde ubekjendtskab til loven kunde bringe vitterlig sag ind for thinget uden ved sin nægtelse af øieblikkelig fyldestgjørelse at gjøre sig skyldig i ran, dels have vi af Fr. 10–24–2–1 seet, at erfaringsvidnerne ligeledes henimod lovperiodens slutning fik samme rets-