den sagsøgte ved fortsat vægring af at betale boden ligeledes havde gjort sig skyldig i ran.
Thingforhandlingerne i disse sager skildrer Gul. kap. 35 i følgende ord: „Da skal han (sagsøgeren) føre sine vidner for, at han har søgt det gods efter loven; da er det vel, om han (sagvolderen) vil udrede ham det gods paa thinget eller fastsætte et (betalings-)stævne og betaler ham det der. Men hvis han ikke da vil betale, da skal han (sagsøgeren) kræve de thingmænd, som paa thinget ere, at fare til, og ligesaa kongens aarmand og bønder saa mange, som han, der har søgt sit gods efter loven, tykkes at behøve, at fare til og tage dobbelt saa meget, som han søgte, og kongen en baug til haande. Den, der søgte, skal have 6 øre, fordi det holdt haardt at faa (at harða fangi).“ Da rigtigheden af denne meddelelse tillige støttes af en række andre lovsteder[1], bliver altsaa fremgangsmaaden for thinget i disse sager følgende: Efter at sagsøgeren havde forebragt sin klage, fremførte han sine vidner paa, at den foregaaende private underhandling var skeet i overensstemmelse med lovene, altsaa sine tilkaldte vidner, hvis fordringen fra først af hvilede paa aftale, sine skirskotningsvidner, hvis den udsprang af en skadetilføielse, sine kvada- og domsvidner, hvis sagen havde været ved skiladóm, samt sine hjemstævnings- og kravsvidner, under hvilke sidste det endelige ran var bleven skirskotet. At den sagsøgte mod disse vidnesbyrd forsøgte at føre andre, synes kun sjelden at have fundet sted; hvad vidnerne paa de foregaaende processuelle skridt angaar, saa vide vi nemlig Gul. kap. 59, at modvidner mod dem ikke kunde føres, og for realitetsvidnernes vedkommende gjaldt det naturligvis, at den sagsøgte ved kravet maatte have havt dem tilstede, hvis han overhovedet havde nogen at fremføre, og i saa fald havde de enten været dere end sagsøgerens, hvorefter det selvfølgelig om denne som fornuftig mand ikke godt kunde forudsættes, at han dog vilde føre sagen frem for thinget, eller de havde kun været lige mange, og da stod
sagsøgerens vidner fremdeles fast, og det kunde ikke nytte ind-
- ↑ Gul. kap. 37, 77. 81; Fr. 9-23, 10–10 og 24, 13–17, indl. kap. 15; Jerns. kap. 113; Bj. kap. 98 og 158.
