Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/199

stævnte at føre sine for thinget. I almindelighed kom derfor kun sagsøgerens vidner tilstede, og det laa altsaa lovene nærmest at omtale dette fald. Men Gul. kap. 59 forudsætter paa den anden side med bestemthed, at modvidner kunde føres. Vi maa derfor antage, at dette skede, naar sagsøgeren ved kravet ikke havde villet anerkjende sagsøgtes vidner som gode, eller naar den sagsøgte vistnok kun havde ligemange vidner eller færre end modparten, men paa sin side ikke vilde anerkjende dennes vidners godhed. Paa thinget blev nu vidnernes personlige egenskaber atter underkastede drøftelse. Fremtraadte kun sagsøgerens, og disse erkjendtes gode, var sagen i orden. Førte begge vidner, maatte saamange af sagsøgerens erkjendes gode, at han havde idetmindste ligesaa mange som den sagsøgtes gode; i modsat fald havde han tabt. Stod imidlertid sagsøgerens vidner fast (ef honum fullnast vitni til), havde thingmændene at dømme, at han „lovligen var kommen til sit søgsmaal“. Det henstilledes derpaa atter til indstævnte, om han vilde rette for sig. Erklærede han sig nu villig hertil, havde han, hvis sagen dreiede sig om en generisk fordring paa penge eller gods, enten paa stedet at udrede eller at bestemme en dag, da han vilde udrede: 1) den oprindelige fordring, 2) ransstraffen, bestaaende af a) en ransbod til kongen, b) en bod til sagsøgeren af samme størrelse som gjælden. Var sagen en vindikationssag, skulde han derimod vedtage at udrede: 1) den vindicerede gjenstand, 2) boden for den forbrydelse, hvorved han var kommen i besiddelse af gjenstanden, 3) ransstraffen, hvis private bestanddel her var ligesaa stor som den nævnte bod. Var det en fordrivelse fra fast eiendom, hvorom der handledes, maatte han 1) erkjende sin forpligtelse til at flytte, 2) udrede landnamsboden, 3) udrede ransstraffen, hvis private bestanddel her var af samme størrelse som landnamsboden. Var det endelig en med bøder strafbar forseelse, hvorfra fordringen udsprang, bestod udredelsen 1) af skadeserstatning, 2) af den for gjerningen gjældende bod til den private (landnam, áfang etc.), 3) ransstaffen, hvis private bestanddel her var af samme størrelse som den for gjerningen i loven fastsatte privatbod. Erklærede den sagsøgte sig derimod