fremdeles uvillig, henvendte klageren sig til thingalmuen med anmodning om atfør d. e. exekution, og denne havde bønderne under straf øieblikkelig at yde ham. Han tog til den ende med sig saamange, som han troede at trænge til, samt den tilstedeværende kongelige ombudsmand, og begav sig til modpartens bolig (fara at). Her udtoges derpaa, hvis det gjaldt en generisk fordring, eiendele til den værdi, hvortil de samlede summer beløb sig, samt endnu 6 øre, fordi det havde holdt sagsøgeren saa haardt at blive fyldestgjort. Vilde aarmanden ikke deltage i forretningen, forbrød han derved den kongen tilkommende ransbod. Et spørgsmaal kunde det være, om den 6 øres bod at harða fangi ogsaa er bleven krævet i det Throndhjemske, da Frost.loven intetsteds nævner den; da imidlertid ikke alene Gul.loven, men ogsaa Jernsida og Magnus lagabøters landslov kjender den[1], ligesom endog de ældre islandske love[2], tør det maaske antages, at Fr.lovens nedskrivere kun have glemt at omtale den. Endelig kan det mærkes, at saavel Gul. kap. 35 som flere andre steder i begge love forudsætte muligheden af, at den dømte gjør voldsom modstand mod atføren; straffen herfor var for hovedmanden en bod af 40 mark, for de andre af 3 mark.
Var skyldnerens gods ikke tilstrækkeligt til samtlige posters dækkelse, indtraadte skyldtrældom, idet først hans børn, dernæst hans hustru og endelig han selv som skyldtrælle overgik i sagsøgerens besiddelse. Efter trælldommens ophør synes dog ingen pligt til at oparbeide det udækkede beløb at være bleven skyldneren paalagt. Af Gul. kap. 32 sees, at de private gjældskrav ved atføren gik forud for de private og offentlige bøder til dækkelse, og at begge de nævnte arter bøder maatte konkurrere i resten. Tillige viser Gul. kap. 115, at flere private mænds fordringer erholdt forholdsmæssig dækkelse, naar de fremkom paa samme tid.
Var den oprindelige sag en vindikationssag, blev naturligvis
vedkommende gjenstand ved atføren at udlægge til sagsøgeren;
