betale boden. Nægtede han imidlertid, stævnedes han til things, hvor han havde at fæste ed eller bod.
Vi gaa derpaa over til rettergangsmaaden i de sager, hvori straffen var afløselig eller uafløselig utlegd. Var misgjerningen en saadan, at bøder til den fornærmde kunde afløse utlegden, have vi seet, at ogsaa her en privat sagsbehandling blev benyttet, idet sættardomen, naar forlig kom istand, idømte gjerningsmanden en passende privatbod, hvilken tilligemed den lovfaste bod til kongen i aftalte terminer blev at udbetale. Men dette hindrede dog ikke, at der sammenkaldtes thingmøde til sagens offentlige granskning og til afsigelse af en utlegdsdom, fra hvis virkninger det da blev den dømtes private sag ved forlig at fri sig. Kilderne give kun for drabssagers vedkommende vidtlyftigere meddelelser om, hvorledes det paa disse thinge gik til, og hvilke hensyn man havde at tage; vi maa altsaa først gjennemgaa bestemmelserne herom, for af dem at kunne udlede de tilsvarende sætninger for andre tilfælder. Emnet fordrer imidlertid, at útlegðarmál og úbótamál ikke skilles ad, men i denne forbindelse behandles under ét.
Som undtagelsesfri hovedregel opstille begge love, at drabsmanden, hvis han ikke vilde ansees som morder og falde i uafløselig fredløshed maatte foretage viglysing d. e. lyse sig drabet paa hænde. Var trediemænd tilstede eller i nærheden skede viglysingen for disse, og selv i det tilfælde, at drabet foregik i flok krævedes det lyst[1]; men havde han været alene med den dræbte, kunde han fra drabsstedet ikke begive sig længere end til nærmeste gaard. Der skulde han standse, under sit navns nævnelse erklære sig som drabsmand og sige, hvor han havde havt sit sidste natteleie. Kun for det tilfælde, at den dræbtes nærmeste slægtninge boede paa de to første gaarde, kunde han gaa disse forbi; men ved den tredie skulde viglysingen ske, hvilke end boede der. De viglysingsvidner, hvorunder drabet saaledes blev skirskotet, var under straf forpligtede til at fremkomme med sine vidnesbyrd
paa thinget; dog var det tilstrækkeligt, at gaardmanden selv af-
- ↑ Fr. 4–23.
