lagde den paa egne og sine husfolks vegne, hvis lysningen var skeet ved en gaard.[1] Skede viglysing uden iagttagelse af de lovlige former, ansaaes drabet vistnok heller ikke for mord; men under benævnelsen misvigi behandledes det strafferetsligt strengere.[2]
I sine øvrige bestemmelser ere de to love ikke ganske overensstemmende; dog skille begge mellem drab forøvet i flok eller paa thinge, og det, der forøvedes under andre, mindre offentlige omstændigheder. Var gjerningen skeet, uden at andre havde været nærværende derved end drabsmanden og den dræbte, befaler Gul. loven i sit defekte kap. 151, at de mænd, der først kom til stedet, skulde meta vápnastað, hvilket udtryk ikke, som man maaske kunde tro, betyder at undersøge drabsstedet, men at værdsætte vaabenmærkerne d. e. saarene og efter deres beskaffenhed afgjøre, om en eller flere havde øvet drabet. Af de gamles angrebsvaaben, bredøxe, arbeidsøxe og spyd bares nemlig i regelen kun det ene, og befandtes den dræbte derfor at have modtaget saar ved flere end et af dem, sluttedes det, at drabsmændene havde været flere.[3]* Fandtes den døende imidlertid sig selv endnu saa mægtig at han kunde opgive sin banemand, bortfaldt nødvendigheden af videre undersøgelser, og mændene havde kun at modtage hans forklaring. Havde den dræbte derimod været i følge med en anden, skulde denne øieblikkelig melde det forefaldne for eftermaalsmanden og desuden skirskote drabet under den første mand, han mødte. Bestod et følge af tre, hvoraf den ene blev dræbt og de to andre gjensidig anklagede hinanden for gjerningen, ansaaes de begge for banemænd; men havde de oprindelig været fire, skulde
den staa for drabet, som de to andre opgav.[4] Foregik drab i gilde-
- ↑ Gul. kap. 155, Fr. 4–7. Slutningssætningen i Gul. kap. 156 giver kun mening, naar man istedetfor hinna, som texten har, læser hjuna.
- ↑ Gul. kap. 240 jfr. 238.
- ↑ Jfr. Bj. kap. 14 og Fr. 4–23. Paa det sidste sted heder det: En ef maðr verðr þrimr vápnum úsambærum veginn, eitt er breiðøx, annat er bóløx, spjót ok sværð, þat er eins manns vapn, þá má eptirmælandi kenna þat vig .iii. mönnum. Heraf sees altsaa ogsaa, at sværd og spyd ansaaes som sambaarne vaaben.
- ↑ Gul. kap. 158, 155, 154. Meget karakteristisk tilføier det sidste sted, at hvis
