Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/21

Skirskotningens nærmeste hensigt og virkning omtale de gamle love intetsteds i sin almindelighed for alle sager. Synderlig uvished opstaar dog ikke herved; thi dels fremgaar den tydeligt af institutets hele karakter og anlæg, og dels gives der for de enkelte tilfælder og søgsmaalsarter ikke sjelden udtrykkelige bemærkninger, der med lethed lade sig overføre paa alle. Om gjældssøgsmaal heder det saaledes i Fr. 10–19: þat er vita fé er fest er fyrir váttum. Da udtrykket vita fé ligefrem betyder gods, som vides, saa sees heraf, at virkningen af vidnernes tilkaldelse simpelt hen var den, at man fik vide om gjælden, og at de nærværende modtog opfordring til at bære paa denne kundskab. I overensstemmelse hermed sees ogsaa i alle andre sager skirskotningens betydning at have bestaaet i, at man sikkrede sig mænd, der ved personlig iagttagelse erhvervede sig kjendskab til det forefaldne. Den egenskab, forholdet derved erholdt, har man valgt i det nyere sprog at gjengive med ordet vitterlig d. e. bekjendt og derfor klar og grei, og bedre synes man heller ikke at have kunnet træffe de gamles opfatning. I vitterligheden indgik atter to momenter, hvilke begge til enhver tid vare tilstede, men hvoraf snart det ene, snart det andet var det, til hvilket der nærmest toges hensyn. Man søgte nemlig gjennem vidnerne dels at sikkre sig bevis, dels at befordre sagens offentlighed. Jo mere den første hensigt var den overvejende, des ringere, jo mere den anden, des større blev antallet af de personer, hvortil man henvendte sig; men ligesom vidnernes tilstedeværelse altid hindrede, at offentligheden ganske udelukkedes fra forholdet, saaledes blev tilhørerne ogsaa ved den mest udprægede lysing dog altid vidner, der ved leilighed havde at fremføre vidnesbyrd om det ved lysingen bekjendtgjorte, under dem skirskotne faktum.^[1]

Inden vi forlade det her omhandlede retsmiddel maa endnu omtales en videre udvikling fra den samme rod. Idet en sag bliver skirskotet under vidner, opfordres disse mere eller mindre ligefrem til at foretage et syn; man skal iagttage, hvad der foregaar,

ofte ogsaa fæste opmærksomheden ved bestemte legemlige gjen-

1. Jvfr. om Notorietet Nellemann Proces p. 274.