Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/210

Frostathings- som i Gulathingsretten. I virkeligheden er deres omtale i Fr. 4–7 ogsaa mere negativ end fremhævende; thi idet i de stilles tilbage selv for viglysingen, indskrænkes deres opgave til, naar alle andre oplysninger glippede, at hjælpe eftermaalsmanden paa det rigtige spor. Men at de ogsaa i Gul.lagen under lignende omstændigheder faktisk have havt indflydelse paa klageren, naar det for denne gjaldt at afgjøre, hvem han skulde lægge paa pilen, lader sig vel neppe betvivle, og forskjellen bliver da kun, at øienvidnerne vestenfjelds forblev private angivere, medens den thrønderske regel, at alle oplysninger blev fremførte paa ørvarthinget, bevirkede, at øienvidnerne lik en offentlig karakter. Efter dette blev fremgangsmaaden paa ørvarthinget nordenfjelds denne: Havdes den døendes udsagn eller hjemsøgelsesvidner, modtoges disse oplysninger, hvorved den person, mod hvem sigtelsen skulde nedlægges, strax faststilledes. I mangel heraf afhørtes de mænd, der først vare komne til drabsstedet og havde undersøgt saarene, eller ledsagerne, hvis den dræbte havde havt saadanne. Ogsaa viglysingsvidnerne fremtraadte med sin forklaring, og eftersom de andre oplysninger faldt sammen med eller skildte sig fra denne, kom sigtelsen til at lyde paa drab eller mord. Forelaa ingen anden i loven anerkjendt oplysning, nøiede man sig med viglysingen alene, og kun for det tilfælde, at heller ingen saadan forelaa, tyede man til øienvidners fortællinger om, hvad de vilde have seet. Var gjerningen kun drab, synes ogsaa her gjerningsmanden som oftest at have indfundet sig paa ørvarthinget for at byde forlig; i det mindste forudsætter Jerns. kap. 32 dette. I ethvert fald har man vel ligesom vestenfjelds overladt det til parterne at komme overens om sættardóm. Lød sigtelsen derimod paa mord, skulde den anklagede stævnes til et nyt thing, der i regelen synes afholdt fem dage efter ørvarthinget og derfor kaldtes fimtarthing, og paa dette tør det da formodes, at lovenes almindelige regler om udeblivelse ere komne til anvendelse, saaledes at indstævnte, hvis han ikke indfandt sig, umiddelbart dømtes utlæg, og hvis han kom tilstede for at nægte gjerningen, dømtes til det i loven foreskrevne forsvar. Medens Gul.loven tænkte sig en pri-