Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/212

ning skulde bedømmes haardere end nidingsværkene, er selvindlysende. Det skjønnes altsaa, at den øieblikkelige henrettelse ikke beroede paa selve forbrydelsen, men derpaa, at drabsmanden grebes paa frisk gjerning. Herved falder imidlertid hele sagen tilbage paa den gamle strafferetlige betragtning, ifølge hvilken den øieblikkelige retsforfølgelse altid medførte ret til en strengere fremgangsmaade end den sædvanlige, i dette tilfælde, til at afslaa ethvert forligstilbud og strax at benytte sig af den ved afslaget indtraadte fredløshed. Da hin betragtning desuden i sin grund ikke er andet end en eftergivenhed for den fornærmedes endnu blussende vredesfølelse, saa vil man se, at henrettelsen staar i den nøieste sammenhæng med tilladelsen til i gjerningens øieblik at hugge ham ned. „Da er det vel, om det bliver hævnet“, siger kap. 152; „falder han, saa falder han utlæg og uhellig“, siger kap. 189. Denne den fornærmedes ret gik ikke tabt ved, at det lykkedes drabsmanden at flygte et stykke, inden han indhentedes; men det offentlige krævede dog i saa fald saavidt muligt sine former iagttagne. Karlen blev at skaane, indtil det hurtigt sammenkaldte thing paa regelmæssig maade kunde dømme ham fredløs. Men at slaa ihjæl en mand, som man nu engang havde nøiet sig med at tage tilfange, var ikke længere en for den private mand værdig handling, og naar det offentlige havde krævet hans foreløbige skaansel, fik det ogsaa selv gjennem sine ombudsmænd sørge for aflivelsen. At dette var betragtningsmaaden, stadfæstes endelig tillige derved, at det kun var i tilfælde af den flygtendes umiddelbare paagribelse, at den summariske fremgang benyttedes; slap han unda, kom han, som det hed, til skogs, indtraadte, efter hvad kap. 189 udtrykkelig sigende almindelige regler om bøders tilbud osv. Kap. 152 og 189 ere imidlertid ikke de eneste, hvori Gul.loven omhandler floksvig; kap. 167 og 168 give nemlig under den samme overskrift ganske andre bud. Ifølge kap. 168 skal nemlig den hele flok bære skylden for drabet, hvis de ikke paaviser den virkelige banemand, og kap. 167 lader for det tilfælde, at to flokke komme op at slaas, det parti, der begyndte, undgjælde for, hvad skade der forøves Meningen er altsaa her, at sagen paa almindelig maade bliver