Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/219

Denne siden er korrekturlest

diakonen, overholdt den kristenrets1ige justits. Ved en saadan retsbestyrers ankomst til et kirkesogn stævnedes thing og blandt egnens gode mænd udvalgte han endel – syv eller flere eller færre – af de ældste og mest anseede, hvilke som anklagere skulde give oplysninger om de i sognet begaaede forbrydelser, der hørte ind under den biskoppelige paatale. De maatte aflægge en særegen ed paa, at de uden dølgsmaal skulde aabenbare, hvad de vidste eller havde hørt (si scis aut tibi indicatum fuerit), og forelagdes en række spørgsmaal, om den eller den eller den forbrydelse var bleven udøvet, hvorom de i kraft af sin ed havde at afgive sandfærdige oplysninger. De gjennem denne inkvisition angivne forbrydelser stilledes derpaa under bestemt anklage og dømtes paa sædvanlig maade af en med schöffen besat ret.[1] Intet synes nu at være rimeligere, end at denne rettergangsmaade, der i det 11te og 12te aarhundrede fremdeles var i fuld brug og stor anseelse i Tyskland, i den tid, da Norge tilhørte bispedømmet Bremen, har fundet biskoppernes efterligning heroppe, og at dette ikke er en blot formodning, synes med bestemthed at fremgaa af en sammenligning mellem det tyske retsmiddel og det, som Borg. kristenret, den ældste os bevarede lovkodex skildrer: „Nu hvis de sager blive misgjorte i heredet,i hvilke biskoppen erholder boden, da skal hans aarmand stævne thing i heredet. Nu er thinget sat, da skal aarmanden staa op. Jeg har hørt det, at en mand har misgjort i heredet i den sag, i hvilken biskoppen erholder bod; nævne manden ved navn og sagen, slig som den er. Nu vil jeg vide det, om I have hørt den sag før. Hvis en fjerdedel af de heredsmænd, som der ere paa thinget, før have hørt den sag blive sagt, da maa biskoppens aarmand søge den sag til slig bod, som ligger ved efter loven. Nu hvis færre end en fjerdedel af heredsmændene sige at have hørt den sag før, da falder den sag ned og heder det hans paafund, maa han ikke søge den sag efter loven.“[2]

Som man vil se, benytter biskoppens aarmand ifølge dette sted i

  1. Se Dove: Die fränkischen Sendgerichte, i Doves og Friedbergs Zeitschrift für Kirchenrecht 4de og 5te bind.
  2. Borg. kr. I kap. 17, II kap. 26, III kap. 23.