Sammenfatte vi det ovenfor fremstillede, vil det altsaa sees, at
Fr.loven benytter heimiliskviðen i en række tilfælder indenfor og i
enkelte udenfor den biskoppelige paatales grændser og giver detaillerede
regler for retsmidlets form og anvendelse. Men jo stærkere det
fremtræder i den yngre lovkodex, desto mere iøinefaldende bliver
det, at Gul.loven aldeles ikke kjender spor dertil udenfor de par
steder i kristenretten. Heraf synes med fuld føie at maatte sluttes,
at institutets endelige udfoldelse falder i tiden efter det vestenfjeldske
lovværks redaktion, og dette bestyrkes ved andre betragtninger.
Som vi saa, udtales det ligefrem, at det kun var den
lovlige sagsøger, hvem det kom tilgode, at han kunde fremføre
hjemrygtesvidner for sin beskyldning. Undersøges imidlertid de
forskjellige enkelte tilfælder, hvorpaa denne almindelige sætning
anvendes, finder man, at det udenfor de kristenretlige forbrydelser
kun ere disse tre: mord, der forfølges af aarmanden, landsforræderi
og tyveri. Da den lovlige sagsøger i kristenretssager naturligvis
i de allerfleste fald var biskoppens aarmand, og i sager
angaaende landsforræderi en kongelig ombudsmand[1], og da retsmidlets
brug i mordsager indskrænkedes til det fald, da kongens
aarmand var sagsøger, saa er det altsaa udenfor de almindeligvis
af det offentlige anlagte søgsmaal kun tyveri, der danner en for de
private sagsøgere særegen og virkelig praktisk klasse af tilfælder,
hvori de siges at kunne benytte heimskviðen. Den store stamme
derimod, hvortil institutets anvendelse knytter sig, er statens og kirkens
sagsanlæg. Nu er tillige heimskviðen i det offentliges og privatmandens
haand egentlig to i deres indre væsen vidt forskjellige
ting. Den private kunde man ikke falde paa at forbyde sagsanlæg,
om han end ikke skaffede sig saadanne foreløbige underretninger;
for ham blev paavisningen af hjemrygtet nærmest kun
et forsvarsmiddel mod, at hans klage, naar den ikke havde ført
til anklagedes domfældelse, bedømtes som ærekrænkelse. Aarmanden
derimod blev det simpelt hen forbudt at anlægge søgsmaal,
før han havde hørt heimiliskviðarvidnerne; for ham var
hjemrygtet gjenstand for en foreløbig undersøgelse, en paa embeds
- ↑ Jfr. Fr. 15–1.
