Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/223

Denne siden er korrekturlest


Sammenfatte vi det ovenfor fremstillede, vil det altsaa sees, at Fr.loven benytter heimiliskviðen i en række tilfælder indenfor og i enkelte udenfor den biskoppelige paatales grændser og giver detaillerede regler for retsmidlets form og anvendelse. Men jo stærkere det fremtræder i den yngre lovkodex, desto mere iøinefaldende bliver det, at Gul.loven aldeles ikke kjender spor dertil udenfor de par steder i kristenretten. Heraf synes med fuld føie at maatte sluttes, at institutets endelige udfoldelse falder i tiden efter det vestenfjeldske lovværks redaktion, og dette bestyrkes ved andre betragtninger. Som vi saa, udtales det ligefrem, at det kun var den lovlige sagsøger, hvem det kom tilgode, at han kunde fremføre hjemrygtesvidner for sin beskyldning. Undersøges imidlertid de forskjellige enkelte tilfælder, hvorpaa denne almindelige sætning anvendes, finder man, at det udenfor de kristenretlige forbrydelser kun ere disse tre: mord, der forfølges af aarmanden, landsforræderi og tyveri. Da den lovlige sagsøger i kristenretssager naturligvis i de allerfleste fald var biskoppens aarmand, og i sager angaaende landsforræderi en kongelig ombudsmand[1], og da retsmidlets brug i mordsager indskrænkedes til det fald, da kongens aarmand var sagsøger, saa er det altsaa udenfor de almindeligvis af det offentlige anlagte søgsmaal kun tyveri, der danner en for de private sagsøgere særegen og virkelig praktisk klasse af tilfælder, hvori de siges at kunne benytte heimskviðen. Den store stamme derimod, hvortil institutets anvendelse knytter sig, er statens og kirkens sagsanlæg. Nu er tillige heimskviðen i det offentliges og privatmandens haand egentlig to i deres indre væsen vidt forskjellige ting. Den private kunde man ikke falde paa at forbyde sagsanlæg, om han end ikke skaffede sig saadanne foreløbige underretninger; for ham blev paavisningen af hjemrygtet nærmest kun et forsvarsmiddel mod, at hans klage, naar den ikke havde ført til anklagedes domfældelse, bedømtes som ærekrænkelse. Aarmanden derimod blev det simpelt hen forbudt at anlægge søgsmaal, før han havde hørt heimiliskviðarvidnerne; for ham var

hjemrygtet gjenstand for en foreløbig undersøgelse, en paa embeds

  1. Jfr. Fr. 15–1.