Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/229

kun siges det her, at de tolv opnævnte skulde være haulder d. e. odelsmænd til sine gaarde og kun i mangel af saadanne kjøblæn- dinger, hvorved altsaa til gjengjæld fordringen paa standsfællesskabL med den anklagede bortfalder. Dernæst skulde de hverken være venner eller uvenner af ham, hvilke ord dog naturligvis her maa tages i en vis indskrænket betydning, og endelig skulde halvparten af dem opnævnes af den anklagede selv og halvparten af sagsø- geren. Settareden beskriver Fr. 15–11 saaledes, at hver af par- terne skulde opnævne tre haulder eller gode bønder, hvis de ikke vare til; af disse skulde sagvolderen faa én med sig, den anden skulde ivære en nær slægtning og de tre øvrige fri mænd, der kunde staa for ord og ed. En vis underordnet forskjel mellem begge loves regler findes der altsaa; men i det store taget ere de dog de samme, og naar Gul.loven ikke siger, hvem der foretog nævndemændenes opnævnelse, bør den derfor uden al tvivl for- staaes i overensstemmelse med Fr.loven, der lader. det halve antal opgives af hver af parterne. Det kan vistnok ved første øiekast synes, at en saadan regel maatte være en simpel udartning, da sagvolderen, hvis han selv og hans modpart havde opnævnt mæn- dene, naturligvis ved sit valg af en eller to medsværgere kun holdt sig til dem, han-selv havde opnævnt, hvorved klagerens op- nævnelse vilde blive ganske ørkesløs. Men denne forudsætning rammer ikke sagens kjærne. Da nemlig ingenfaf parterne havde lov til at nævne personlige venner eller uvenner af den anklagede, laa der ingen stor vægt paa de opnævntes maaske mere eller mindre gunstige stemning ligeoverfor ham; hvad man vilde faa fastslaaet var alene, om de med deres kjendskab til vedkom- mendes forhold i almindelighed og i angjældende sag i særde- leshed turde beedige sin tro paa, at han sagde sandt, naar han „ edelig-fralagde sig beskyldningen. Men skulde deres beredvillig- hed eller vægring herved have nogen betydning, maatte man netop ikke vælge mænd, der forhen havde staaet ham saa fjernt, at de hverken kunde have nogen gunstig eller ugunstig mening om ham, og om gunsten end maaske kunde have sin indflydelse paa opfat- telsen af det foreliggende fald, saa vilde det paa den anden side